CENTRERENDE BØN
Skyen Uden Viden (Cloud of Unknowing)
Dette er en oversættelse efter "Pinguin Classics" - "The Cloud of unknowing" and other works. Det er meningen at jeg vil lave en komplet oversættelse af hele værket. Min baggrund og motivation er min egen erfaring med centrerende bøn / kristen kontemplation.
Skyen Uden Viden
I hvilket en sjæl bliver gjort et med Gud
Bøn:
Gud, til hvem alle hjerter er åbne, og til hvem alle ønsker taler, og fra hvem ingen hemmeligheder er skjult, jeg bønfalder dig at rense mit hjertes formål med den uudsigelige gave af din nåde, så jeg må elske dig perfekt og værdigt prise dig, amen.
Prolog:
I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Jeg befaler og bønfalder dig, med så meget styrke og kraft, som båndet af kærlighed er i stand til at bære, hvem end du måtte være der har denne bog i din besiddelse, hvad enten ejer den, eller er ansvarlig for den, hvad enten bærende den som budbringer eller låner den, at så vidt som du er i stand til det, du ikke villigt og bevidst vil læse den, kopiere den, tale om den, eller tillade den bliver læst, bortset fra af en person, som efter efter din mening, har påtaget sig sandt og uden reservation, at være den perfekte følger af Kristus - ikke kun i det aktive liv, men i højdepunktet af det kontemplative liv som opnås ved nåde i denne nuværende eksistens af en perfekt sjæl, stadig hvilende i den dødelige krop - og en som gør alt han kan, og efter din mening, har gjort sådan længe, for at forberede ham selv til det kontemplative liv, ved virtuøst at leve et aktivt liv; for ellers har det intet med ham at gøre.
Derudover befaler og bønfalder jeg dig, med autoritet og kærlighed, hvis et sådan menneske skulle læse den, kopiere den eller tale om den, eller skulle høre den blive læst eller omtalt, at du befaler dem, som jeg gør dig, at tage sig tid til at læse den, tale om den, kopiere den eller høre om den, hele vejen igennem. For den indeholder måske noget materiale i begyndelsen, eller midten, som er efterladt ufuldstændigt og ikke er fuldt forklaret, hvor det står, men hvis ikke der, så er det forklaret kort efter, og ellers i slutningen. Så, hvis nogen så en del af materialet og ikke en anden, kan han måske hurtigt ledes ind i fejl; og derfor, så du og alle andre kan undgå denne fejl, beder jeg dig for kærlighedens skyld at gøre som jeg siger.
Jeg har ikke noget ønske om denne bog skal ses af verdslige, snakkesagelige, offentlig selvbegejstrede eller fejlfindere, nyhedsmængere, sladrehanke, skandaleryttere eller kritikere af nogen slags, for det var aldrig min intention at skrive om disse sager til dem. Derfor ønsker jeg ikke dem, eller nogen drevet kun af nysgerrighed, hvad enten uddannet eller uuddannet, at bekymre sig selv med det. Faktisk, har disse ting intet at gøre med folk som lever et sandt aktivt liv, bortset fra dem, som selvom deres måde at eksistere på tilhører det aktive liv, ikke desto mindre indadtil og hemmeligt er rørt spirituelt af Gud, hvis domme er skjulte, for at være gående i nåde mod det højeste niveau af kontemplativ aktivitet - ikke kontinuerligt som det er passende for sandt kontemplative, men for at tage del i det engang imellem. Hvis sådanne mennesker kom til at se bogen, vil de ved Guds nåde, være meget hjulpet af den.
Denne bog er inddelt i femoghalvfjers kapitler, det aller sidste, hvilket beskriver et antal tegn, en sjæl må afprøve, om det er kaldet af Gud eller ikke, for at tage del i dette arbejde kontemplation.
Liste over kapitler:
Kapitel 1: De fire niveauer i kristent liv, og processen efter hvilke bogens modtager blev kaldt.
Kapitel 2: En kort formaning til ydmyghed, og til arbejdet beskrevet i denne bog.
Kapitel 3: Hvordan arbejdet beskrevet i denne bog skal iværksættes, og dets fordelagtighed i værdi for alle andre.
Kapitel 4: Dette arbejde i kortfattethed, og hvordan det ikke kan opnås ved interlektuel opfindsomhed eller ved fantasi.
Kapitel 5: Mens dette arbejde udføres, må alle skabte levede væsner som nogen sinde har eksisteret, eksisterer nu eller kommer til at eksisterer, og deres handlinger, være skjulte under skyen af glemsel.
Kapitel 6: En kort opgørelse over arbejdet beskrevet i denne bog, ved spørgsmål og svar.
Kapitel 7: Hvordan en som påtager sig dette arbejde, skal modbalancere alle tanker, og særligt dem som stiger op fra opfindsomheden udfra det han har lært, og naturlig intelligens.
Kapitel 8: En klar forklaring på visse tvivl som kan forekomme undervejs i dette arbejde, som ødelægger opfindsomheden i vores egen læring og naturlig intelligens, ved spørgsmål og svar; og en skelnen imellem niveauer og dele af aktivt og kontemplativt liv.
Kapitel 9: Mens dette arbejde bliver udført, hindrer tanker om de helligste af alle Guds skabninger mere end de hjælper.
Kapitel 10: Hvordan man kan vide at en tanke ikke er syndig, og hvis den er syndig, hvornår den er dødelig og hvornår tilgivelig.
Kapitel 11: Hver tanke og impuls bør vejes i overensstemmelse med dens egen natur, og ligegyldighed omkring tilgivelig synd bør altid undgås.
Kapitel 12: Ved hjælp af dette arbejde, bliver synd ikke blot ødelagt, men dyder også erhvervet.
Kapitel 13: Hvad ydmygheds natur er, og hvornår den er perfekt og hvornår ikke perfekt.
Kapitel 14; Uden at gå igennem ufuldkommen ydmyghed, er det umuligt for en synder at opnå den ægte dyd ydmyghed i dette liv.
Kapitel 15: En kort bevisførelse til afkræftelse af de der siger følgendes misforståelse; at der ikke er mere perfekte måder at være ydmyg, end tanker om ens egen syndighed.
Kapitel 16: En synder der er ægte konverteret og kaldet til kontemplation, opnår perfektion ved hjælp af dette arbejde, hurtigere end ved noget andet, og kan ved det hurtigst vinde Guds tilgivelse af synder.
Kapitel 17: En sand kontemplativ ønsker ikke at bekymre sig selv med det aktive liv, med noget der er gjort eller talt om ham, eller med at svare dem som kritiserer ham ved at undskylde sig selv.
Kapitel 18: Som Martha beklagede sig over Maria, og frem til den nuværende dag, klager alle aktive over kontemplative, årsagen til disse klager er ignorance.
Kapitel 19: En kort begrundelse fra forfatteren til denne bog, med belæring om at alle kontemplative fuldstændig bør undskylde alle aktive for deres klager i ord og gerning.
Kapitel 20: Almægtige Gud vil svare godt for alle dem, som vælger ikke at opgive deres hengivenhed i at elske ham, for at retfærdiggøre dem selv.
Kapitel 21: Den sande forklaring på evangeliets udsagn om at Maria valgte den bedste del.
Kapitel 22: Den vidunderlige kærlighed Kristus havde for Maria, som en repræsentant for alle syndere, som er sandt konverterede og kaldet til nådens kontemplation.
Kapitel 23: Gud vil svare og sørge spirituelt for dem, der ud af hengivenhed til hans kærlighed, vælger ikke at svare for dem selv eller tage provision for dem selv.
Kapitel 24: Hvad naturen af velgørenhed er, og hvordan den er dygtigt og perfekt er indeholdt i arbejdet beskrevet i denne bog.
Kapitel 25: Mens dette arbejde udføres, har den perfekte sjæl, ingen specielle hensyn til nogen levende individuel person.
Kapitel 26: Uden meget særlig nåde eller lang erfaring med almindelig nåde, er arbejdet beskrevet i denne bog en ekstrem byrde, og hvilken del af dette arbejde som er sjælens hjulpet af nåde, og hvilket er Guds alene.
Kapitel 27: Hvem bør påtage sig arbejdet afhængigt af nåde beskrevet i denne bog.
Kapitel 28: Ingen bør påtage sig at antage dette arbejde, indtil han er behørigt renset i samvittigheden, fra alle individuelle synder han har begået.
Kaptel 29: En person bør arbejde vedholdene i dette arbejde, og udholde de smerter det skaber, og ikke dømme nogen.
Kapitel 30: Hvem der bør kritisere og irettesætte andres fejl.
Kapitel 31: Hvordan en der begynder dette arbejde bør lede sig selv ved at modsætte sig alle syndige tanker og impulser.
Kapitel 32: To spirituelle strategier der er hjælpsomme for en spirituel begynder i arbejdet beskrevet i denne bog.
Kapitel 33: I dette arbejde bliver sjælen renset både af dens specifikke synder og deres straf, alligevel er der i dette liv ingen perfekt hvile.
Kapitel 34: Gud giver sin nåde frit uden nogen mellemliggender, og perfektion kan måske ikke opnås gennem mellemstadier.
Kapitel 35: Tre måder på hvilket en kontemplativ discipel bør være beskæftiget: læse, tænke og bede.
Kapitel 36: De der kæmper kontinuerligt i arbejdet beskrevet i denne bogs meditationer.
Kapitel 37: De særlige bønner fra dem der er vedholdene arbejdere i arbejdet beskrevet i denne bog.
Kapitel 38: Hvordan og hvorfor korte bønner gennemborer himlen.
Kapitel 39: Hvordan er perfekt bønsarbejde, og hvad naturen af bøn er, og, hvis nogen vil bede i ord, hvilket ord er i bedst overenstemmelse med bønnens natur.
Kapitel 40: Når i gang med at udføre dette arbejde, har en sjæl ingen særlig hensyn, til noget individs dårlige opførsel eller dyd.
Kapitel 41: I alle aktiviteter, der er lavere rangerende end denne, bør vi være moderate, men ikke i denne.
Kapitel 42: Ved at være umådeholdende i dette, og bestemt ikke på nogen anden måde, skal vi være mådeholdene i alt andet.
Kapitel 43: Hvis en sjæl skal have sand erfaring af dette arbejdes perfektionen i dette liv, må al viden og følelse af dens egen væren nødvendigvis blive tabt.
Kapitel 45: En detaljeret forklaring af visse fejlantagelser som kan forekomme i dette arbejde.
Kapitel 46: Komplet instruktion i hvordan man skal undgå disse fejlantagelser, og i at arbejde med spirituel ivrighed, hellere end rå kropslig kraft.
Kapitel 47: Vise instruktioner om spirituel renlighed i dette arbejde, som forklarer hvordan en sjæl særligt skal afsløre dens ønsker, på en måde til Gud, og på den modsatte måde til mennesker.
Kapitel 48: Gud ønsker at blive tjent med både krop og sjæl, og belønner os i begge; og hvordan man kan vide hvornår alle lyde og søde sensationer, som bliver erfaret i kroppen under bøn er gode og hvornår onde.
Kapitel 49: Substansen af perfektion er ingenting andet end god vilje, og alle lyde, behageligheder, og søde sensationer som kan forekomme i dette liv er, som det var, er intet end dets ulykker.
Kapitel 50: Hvad ren kærlighed er; og hvordan for nogen mennesker sådanne sensoriske behag kun forekommer sjældent, og for andre ofte.
Kapitel 51: Vi bør være ekstremt forsigtige med ikke i kropslig forstand at forstå, hvad der er menes spirituelt; og det er særligt ønskeligt at være omhyggelig med at forstå ordene I og OP.
Kaptitel 52: Hvordan unge anmassende disciple misforstår ordet I, og de fejlantagelser der følger af dette.
Kapitel 53: Forskellige typer af usømmelig opførsel som forekommer hos dem der foragter arbejdet beskrevet i denne bog.
Kapitel 54: Ved hjælp af dette arbejde er vi i stand til at lede os selv godt, og opføre os sømmeligt i kroppen, lige så vel som sjælen.
Kapitel 55: Dem som ledes med spænding i ånden til uden omtanke at irettesætte andre for synd bliver bedraget.
Kapitel 56: Dem som stoler mere på den naturlige intelligens opfindsomhed, og lære erhvervet i sekulære studier, end på accept af belæring og guidening fra den Hellige Kirke bliver bedraget.
Kapitel 57: Unge anmassende disciple misforstår ordet OP, og de fejlantagelser som følger af det.
Kapitel 58: Vi bør ikke tage St Martin og St Stephen som modeller, og prøve at tvinge vores legemlige forestillinger opad når vi beder.
Kapitel 59: Vi bør ikke tage Kristus kropslige opstigelse ind i himlen som en model, og prøve at forsøge med kraft at tvinge vores legemlige forestillinger opad når vi beder, og tid, sted og krop bør alle tre glemmes i al spirituel aktivitet.
Kapitel 60: Den vigtigste og korteste vej til himmelen er gjort af ønsker, ikke af fødders trin.
Kapitel 61: Alle kroplige ting er underlagt spirituelle ting, og i overensstemmelse med naturens orden underordnet dem, ikke omvendt.
Kapitel 62: Hvordan vi kan vide hvornår vores spirituelle arbejde er under os eller uden for os, og når det er på niveau med os, og eller inde i os, og når det er over os, og under Gud.
Kapitel 63: Sjælens fakulteter generelt, og især hvordan bevidsthed er et primært fakultet, omfavnende det selv, og i sig selv alle de andre fakulteter, og alle tingene de arbejder på.
Kapitel 64: De andre to primære fakulteter, fornuft og vilje, og deres arbejde før og efter synd eksisterede.
Kapitel 65: Det første sekundære fakutet, kaldet fantasi, dets arbejde, og dets lydighed overfor fornuft før og efter synd eksisterede.
Kapitel 66: Det andet sekundære fakultet, kaldet sanse-og perception, dets arbejde, og dets lydighed overfor fornuft før og efter synd eksisterede.
Kapitel 67: Enhver som ikke kender sjælens fakulteter og måden de virker på, kan nemt blive bedraget i forståelsen af spirituelt sprog og spirituel aktivitet, og hvordan en sjæl er guddommeliggjort ved nåde.
Kapitel 68: Intet sted i kroppen er over alt spirituelt; og hvordan for vores ydre mand arbejdet beskrevet i denne bog er ingenting.
Kapitel 69: Hvordan vores følelser er meget ekstraordinære når vi oplever denne ingenting i ånden, hvilket intet sted foregår.
Kapitel 70: Præcis som ved svigtet af vores kropslige sanser, kan vi lettest begynde at opnå viden om spirituelle ting, så gennem svigtet af vores spirituelle sanser, kan vi hurtigst begynde at opnå viden om Gud, så langt som det kan blive nået her ved nåde.
Kapitel 71: Nogle kan kun opnå erfaring af dette arbejdes perfektion i ekstatiske øjeblikke, og nogen kan have det når de vil, i den menneskelige sjæls almindelige tilstand.
Kapitel 72: En person engageret i dette arbejde bør ikke dømme eller tænke på andre i relation til hans egen oplevelse.
Kapitel 73: Vi får på tre forskellige måder fordel af kontemplations nåde, i overensstemmelse med måden Moses, Besekel og Aaron var berørte af paktens ark, som er et symbol på denne nåde.
Kapitel 74: En sjæl engageret i det grundlæggende stof i denne bog kan aldrig læse eller diskutere det, eller høre det blive læst eller diskuteret, uden fornemmelse af sand harmoni med formålet med arbejdet beskrevet; og gentagelse af befalingen skrevet i prologen.
Kapitel 75: Visse tegn, med hvilken man kan teste om man selv er kaldet af Gud til at udføre dette arbejde.
Guds sprirtuelle ven, jeg beder og bønfalder dig om at gøre dig alvorlige overvejelser om rækkefølgen og måden på hvilket du er blevet kaldt. Og TAK Gud inderligt, sådan at, ved hjælp af hans nåde, kan du stå fast i din indre tilstand og niveau og ydre form for liv du bevidst har påtaget dig, og modstå alle de snedige angreb fra dine fjernder, i krop og spirituelt, og opnå det evige livs krone.
Amen
1. Kapitel.
Guds spirituelle ven, du må forstå at efter min simple opfattelse, er der fire niveauer og former for kristent liv: Ordinært, specielt, tilbagetrukket og perfekt. Tre af dem kan begyndes og gøres komplette her på jorden, mens det fjerde, kan ved nåde begyndes her, men det vil vare for evigt, uden ende, i den velsignede himmel. Og lige som du ser dem sat op her i rækkefølge - først ordinært, så specielt, derefter tilbagetrukket, og sidst perfekt - sådan, i samme orden og sekvens, forekommer det at vores Herre i hans store nåde har kaldet dig og ledt dig til ham ved dit hjertes ønske.
For du ved godt at først, da du levede på det ordinære niveau af kristent liv i fællesskab med dine jordiske venner, virkede det som om Gud i den evige kærlighed af hvilken han skabte og dannede dig, da du var ingenting, og forløste dig ved prisen af hans kostbare blod, da du var vildledt med Adam, ikke kunne tillade dig at være så fjern fra ham i dine mannerer og niveau i livet. Og så ved hans nåde optændte han dine ønsker, og fæstnede til dem længselens line, og ledte dig ved den ind i mere specielle stadier og former for liv, for at være tjener af hans mest intime tjenere; og der var du i stand til at lære at leve i hans service mere intimt og spirituelt end du gjorde eller kunne have gjort tidligere i det ordinære liv. Og hvad så? Det ser ud til, i hjertets kærlighed han har haft for dig siden du begyndte at eksistere, ville han ikke opgive dig så let. Men, hvad gjore han? Kan du ikke se, hvor ivrigt og nådigt han trak dig op på det tredje stadie og den livsmåde, hvilket kaldes tilbagetrukket? Og i den tilbagetrukne form og livsmåde kan du lære at løfte foden af din kærlighed op og og træde mod det niveau af livet som er perfekt, det sidste stadie af alle.
2. Kapitel.
Se op nu, du svage stakket, og se hvad du er. Hvad du er, og hvad du har fortjent, at blive kaldet på denne måde af Herren? Hvilken slags hjerte er det, træt, stakkels og dovent sovende, det er ikke vækket af trækket af denne kærlighed, og stemmen af dette der kalder? Stakkel, i dette øjeblik vær opmærksom på din fjende, og lad være med tænke dig selv helligere eller bedre på grund af dette kald er så nobelt eller på grund af den tilbagetrukne livsform du har vendet dig til, men tænk på dig selv, så meget mere stakkels og forbandet med mindre du gør det bedste du kan, ved nåde og vejledning, at leve i overenstemmelse med dit kald. Og du bør være så meget mere ydmyg og mere kærlig mod din spirituelle brudgom, for han, almægtig Gud, kongernes konge og Herrernes Herre, var villig til at ydmyge ham selv så dybt mod dig, og så nådigt at vælge dig fra hele flokken af får for at være i hans intime selskab, og så placeret dig i græslandet, hvor du kan blive fodret af sødmen af hans kærlighed, som en forsmag på din arv, himlens kongerige.
Pres på hurtigt så, jeg beder dig. Se fremad nu, og glem baglæns og se hvad du mangler, og ikke hvad du har; det er den nemmeste måde at bevare ydmyghed. Hele dit liv nu må altid bestå af dette ønske, hvis du skal gøre fremskridt på niveauet perfektion. Dette ønske må altid være formet i din vilje ved almægtige Guds hånd og med dit eget samtykke. Men jeg fortæller dig en ting; han er en jalous elsker og vil ikke finde sig i rivaler, og han vil ikke arbejde i din vilje medmindre han er alene sammen med dig. Han efterspørger ingen hjælp, men blot dig selv. Han vil kun have du ser ham og lader ham være; og holder vagt ved vinduerne og døren mod fluer og fjende angreb. Og hvis du er villig til at gøre dette, har du kun brug for at stole på ham med ydmyg bøn, og han vil snart hjælpe dig. Stol på vejen, og vis hvordan du frisætter dig selv. Han er helt parat, og venter kun på dig. Men hvad skal du gøre, og hvordan skal du gøre fremstød?
3. Kapitel.
Løft dit hjerte op til Gud med en ydmyg bevægelse af kærligheden og tænk på ham, ikke på alt det gode der kan opnås fra ham. Se til, at du nægter at tænke på noget andet end ham, så intet handler i dit interlekt eller vilje andet end Gud selv. Og gør hvad du kan for at glemme alle Guds skabninger og deres handlinger, sådan at dine tanker og ønsker ikke dirigeres mod dem, og ikke rækker ud mod nogen af dem, generelt eller nogen særligt. Men lad dem alene, og tag dig ikke i agt for dem.
Dette er det af sjælens arbejde som behager Gud mest. Alle Helgener og Engle fryder sig i dette arbejde, og skynder sig at hjælpe med det med al deres mægtighed. Alle djævle bliver drevet til vanvid når du gør dette, og prøver at frustrere det på alle de måder de kan. Alle mennesker som lever på jorden er vidunderligt hjulpet af dette arbejde, på måder du ikke ved. Ja, selv sjælene i skærsilden bliver lettet fra deres smerte ved kraften fra dette arbejde. Du bliver selv renset og gjort virtuøs af dette arbejde mere end nogen anden. Og alligevel er det det letteste arbejde af alle og det der snarest er gjort færdig, når en sjæl bliver hjulpet ved nåde i ønsket den føler; men ellers er det hårdt, og du kan kun gøre det ved mirakel.
Giv ikke op, så, men arbejd på det indtil du føler ønske. For den første gang du gør det, vil du finde kun et mørke, og som var det en sky uden viden, du ved ikke hvad, bortset fra du vil føle i din vilje et nøgent formål mod Gud. Hvad end du gør, dette mørke og denne sky er mellem dig og Gud, og hold dig tilbage fra at se ham klart i lyset af forståelse med din fornuft og fra at erfare ham med den sødeste kærlighed i dine følelser. Og forbered dig på at blive i dette mørke så længe du kan, altid tiggende for ham du elsker, for hvis du nogensinde skal føle eller se ham, så vidt det er muligt i dette liv, må det altid være i denne sky og dette mørke. Og hvis du er villig til at arbejde så ivrigt som jeg fortæller dig, stoler jeg på hans barmhjertighed, at du må nå dit mål
4. Kapitel.
Men så du ikke skal gå forkert i dette arbejde kontemplation, og antager det at være andet end det, må jeg fortælle dig lidt mere om det som jeg ser det.
Dette arbejde kræver ikke lang tid for at være helt gennemført, som nogen mennesker antager, for det er den korteste af alle handlinger man kan forestille sig. Det er ikke længere eller kortere end et øjeblik - et øjeblik, hvilket, som defineret ved en ekspert forsker i astronomi, er den mindste enhed i tid, det er så lille bitte at dets lille størrelse gør det usynligt og næsten ud over vores forståelse. Dette er tiden om hvilket det er skrevet: "Al den tid der gives dig, det skal blive spurgt dig, hvordan du har brugt den" og det er fornuftigt at du skal gøre regnskab med den, for den er nøjagtig i ligevægt, ikke længere eller kortere, for en enkel bevægelse inden for det primære aktive fakultet i din sjæl, som er din vilje. For præces så mange bevægelser af frivillighed eller begær kan og vil forekomme på en time i din vilje, som der er øjeblikke på en time, hverken mere eller mindre, og hvis du bliver reformeret ved nåde til det oprindelige stadie af den mennekselige sjæl, som det var før synd, så, ved hjælp af den nåde, ville du altid have kontrol over al sådan bevægelse eller bevægelser; og der ville ingen gå spilde, men de ville alle række ud mod det højeste mål af ønsker og viljens højeste objekt, som er Gud.
For ved at holde sig til hans Guddommelighed tilpasser han sig præcis til vores sjæl; og vores sjæl er præcis tilpasset ham ved værdigheden af vores skabelse i hans billede og lighed. Og han ved ham selv alene, og ingen anden end ham, er fuldt tilstrækkelig, og langt mere end fuldt, for at tilfredsstille vores sjæls vilje og ønsker. Og ved hjælp af denne forvandlende nåde bliver vores sjæl gjort fuldt tilstrækkelig til at begribe ham i hans helhed af kærlighed - Gud, som er uden for alle skabte interlektuelle fakulteters rækkevidde, som dem af engle eller menneskelige sjæle. (Jeg mener uden for rækkevidde af deres viden og ikke af deres kærlighed, hvilket er hvorfor jeg i den nærværende sag refererer til interlektuelle fakulteter).
Se kun, alle rationelle skabninger, engle og mænd, har i dem, hver individuelt, to primære aktive fakulteter, et, et videns fakultet, det andet et kærligheds fakultet, og Gud, deres skaber, er for evigt ude over rækkevidde af det første af disse, det interlektuelle fakultet; men ved hjælp af det andet, kærlighedens fakultet, kan han fuldt blive begrebet af enhver skabelse, i en sådan udstrækning at hver enkel kærlig sjæl, ved dyden kærlighed kan, omfavne i ham selv ham der er fuldt tilstrækkelig (og uden for sammenligning mere end helt) til at fylde alle sjælene og englene som nogensinde kan eksistere. Og dette er det uendelige vidunderlige mirakel kærligheden, hvilket aldrig vil blive konkluderet; for Gud vil altid gøre det, og vil aldrig holde op med at gøre det. Lad, hvem der har nåde til at se dette, se dette, for at erfaredenne uendelige lyksagelighed, også for at slippe den uendelige smerte.
Så, det er ved naturen givet at vi ikke kan eksistere uden disse bevægelser af viljen, alle som bliver genopbyggede ved nåde til at forblive i kontinuerlig kontrol over dem vil aldrig være uden en smag af evig sødme på jorden, eller uden komplet nydelse af det i himlen. Så lad være med at være overrasket, hvis jeg presser på for du skal gøre arbejdet, for, som du vil høre senere, dette er arbejdet menneskeheden ville have fortsat, hvis vi aldrig havde syndet, og det er arbejdet vi er skabt til og alt er skabt for os til at hjælpe og avancere ind i det, og ved det skal vi igen blive genopbygget. Og fordi vi vil have i dette arbejde, falder vi dybere og dybere ind i synd, og længere og længere fra Gud; og ved simpel vedholdenhed og kontinuerlig aktivitet i det, og intet andet, rejser vi os altid højere og højere fra synd og nærmere og nærmere til Gud.
Og derfor pas godt på tiden og hvordan du bruger den, for intet er mere dyrebart end tid. På en kort tid, uanset hvor kort den er, kan himlen blive vundet og tabt. Et tegn på at tiden er dyrebar er at Gud, tidens giver, aldrig giver to tider sammen, men altid en tid efter en anden. Og han gør dette fordi han ikke ønsker at ændre ordnen eller almindelige veje til årsag i hans skabelse. For tiden er skabt for mennesket og ikke mennesket for tiden. I hans disponering af tiden, vil Gud derfor, naturens hersker, ikke afvige fra den naturlige bevægelse af den menneskelige sjæl, hvilket består af blot en bevægelse af gangen. Derfor kan vi ikke være i stand til at hævde Guds tilgivelse ved den sidste times dom, når vi er kaldet til at gøre regnskab for den brugte tid, ved at sige; du giver to tider på en gang, og jeg har kun en bevægelse af sjælen af gangen.
Men, nu siger du trist, "hvordan skal jeg klare mig?" Og siden hvad du siger er sandt, hvordan skal jeg gøre regnskab for hvert enkelt øjeblik. Jeg, hvem nu i en alder af fireogtyve år, aldrig før denne dag tog mig i agt for tiden? Du ved godt fra selve ræsonnementet af det du lige har skrevet, at hvis jeg nu skulle ønske at gøre alt godt, er det umuligt for mig, ved naturens orden eller af almindelig nåde, at kontrollere eller gøre godt igen for nogen som helst tider, andet end dem der kommer. Og i øvrigt, jeg ved fra erfaring at min overvældende svaghed og spirituelle træghed betyder at jeg aldrig vil være i stand til at være i en fremtidig tid ud af hundrede, så jeg er komplet beskæmmet af disse argumenter. "Hjælp mig nu, af kærligheden til Jesus?"
Du gjorde godt ved at sige "Af kærligheden til Jesus", for af kærligheden til Jesus, skal være din hjælp. Kærlighed er så stor en magt, der gør alle besiddelser almindelige. Elsk derfor Jesus, og alt han har er dit. Som Gud er han skaber og giver af tid; som Mand, er den sande leder af tiden; og som Gud og menneske sammen er han den sandeste dommer og revisor af tiden som bruges. Så bind dig selv til ham i kærlighed og tro, og så, ved hjælp af det bånd, vil du være en lige partner med ham og med alle som er sådan bundet til ham ved kærlighed - sådan, med vores frue, St Maria, som var fuld af al nåde ved at holde tiden, med alle englene i himlen som aldrig må spilde tiden, og med alle helgener i himlen og på jorden som ved Jesus nåde holdt præcist regnskab med tiden ved hjælp af kærlighed.
Dette er hvor trøst kan findes: Fortolk den korrekt, og grib noget overskud fra den. Jeg advarer dig, alligevel, om en ting over alle: Jeg kan ikke se hvem der i sandhed kan proklamere dette partnerskab med Jesus og hans retfærdige moder, hans hellige engle, og hans helgener, men en som gør alt hvad han kan, hjulpet ved nåde, at være nærværende i tiden, så det kan ses at han selv har overskud af selskabet; hvor lidt det end måtte være, lige som alle de andre gør for dem selv.
Deltag sådan i dette arbejde komtemplation og den vidunderlige måde det betjener din sjæl. For, rigtig forstået, det er en pludselig, og som det var en uforudset bevægelse, som springer hurtigt til Gud som en gnist fra kul. Og det er vidunderligt hvor mange bevægelser der kan forekomme på en time i en sjæl som har fået dette arbejde givet. Og alligevel, i bare en af alle disse bevægelser, kan det ske at du glemmer hele den skabte verden, pludseligt og komplet. Men lige efter hver bevægelse, på grund af kødets korruption, falder sjælen tilbage ind i en tanke eller en handling, gjort eller ikke gjort. Men hvad gør det? For lige bagefter stiger den igen så pludseligt som den gjorde før.
Her er kort hvordan naturen af dette arbejde skal forstås, og hvordan klart at genkende at det er langt fra nogen fantasi, falsk forestilling, eller mærkelig mening; for disse produceres ikke ved nogen sådan hengivelse og ydmyg blind bevægelse af kærlighed, men ved at et stolt, opfindsomt og fantasifuldt interlekt. Sådan et stolt, opfindsomt interlekt må altid overkommes og bestemt trædes under fode, hvis arbejdet kontemplation virkelig skal iværksættes i spirituel renhed.
For dem som hører læsning eller diskussion om dette arbejde, og går ud fra det kan eller skal opnåes ved arbejde med interlektet - og så sidder og søger deres interlekt for måder at gøre det, og måske sindrigt pine deres fantasi mod naturens orden, og udtænke en form for aktivitet som er hverken kropslig eller spirituel - virkelig, enhvert sådan menneske, hvem end han måtte være, bliver farligt bedraget. Ja, medmindre Gud af sin store godhed mirakuløst skulle finde barmhjertighed med ham, og få ham til at opgive denne aktivitet hurtigt og blive ydmyg overfor rådgivning fra erfarne kontemplative, vil han falde enten ind i angreb af vanvid eller ind i andre slags problemer, spirituelle synder, og djævelske bedrag, gennem hvilket han nemt kunne blive fortabt, liv og sjæl, uden ende. Og derfor af kærligheden til Gud pas på i dette arbejde, og kæmp ikke med dit interlekt eller fantasi på nogen måde, for jeg fortæller dig sandt, det kan ikke opnås ved den form for kamp, så opgiv den, og forsøg det ikke.
Antag ikke, fordi jeg kalder det mørke eller en sky, at det er en sky fortættet ud af dampe som flyder i luften, eller et mørke som i dit hus om natten når dit lys er slukket. Ved interlektuel opfindsomhed kan du forestille dig sådan et mørke eller sky for dit blik frembragt på den lyseste sommerdag, præcis som, omvendt i den mørkeste nat om vinteren kan du forestille dig et klart skinnende lys. Opgiv sådanne fejl, det er ikke det jeg mener. For når jeg siger mørke mener jeg fravær af viden, forstået som alt du ikke ved, eller har glemt, er mørkt for dig, fordi du ikke kan se det med dit indre øje. Og at denne grund kaldes det ikke sky i luften, men en sky uden viden, som er mellem dig og din Gud.
5. Kapitel
Og hvis du nogensinde når frem til denne sky, og hviler og arbejder i den som jeg fortæller dig, lige som denne sky uden viden er over dig, mellem dig og din Gud, så vil du behøve at sætte en sky af glemsel under dig, mellem dig og alt hvad der nogensinde er blevet skabt. Måske vil det se ud for dig som om du er langt fra Gud fordi skyen uden viden er mellem dig og ham, men fakta er, rigtigt forstået, du er meget længere fra ham når du ikke har en sky af glemsel mellem dig og alt der nogensinde er skabt. Når jeg siger "alt der nogensinde er skabt", mener jeg ikke kun de skabte ting selv, men alt de gør og alle deres egenskaber. Jeg undtager ikke nogen skabt, hvad enten kropslige eller spirituelle væsner, eller nogen slags opførsel, eller sådanne levendes egenskaber, hvad enten god eller ond; men, kort sagt bør de alle være gemt på denne måde under skyen af glemsel.
For selv om det samme tider kan være gavnligt at tænke specifikt på skabte levendes bestemte egenskaber eller handlinger, er det ikke desto mindre af lille eller ingen gavn i dette arbejde kontemplation. Bevidsthed eller erindring af hvad som helst Gud har skabt, og tillige på nogen af sådanne væsners handlinger er, en slags spirituel synd, for din sjæls øje er åbent for det og fokuseret på det, som øjet af en bueskytte på målet han sigter mod. Og jeg fortæller dig en ting, at alt hvad du tænker på er over dig mens du tænker på det, og mellem dig og og din Gud. Og du er længere fra Gud i den grad noget andet ligger dig på sinde end Gud alene.
Ja, og hvis ikke det er uhøfligt og usømmeligt at sige det, i dette arbejde kontemplation er der lidt eller ingen gavn af at tænke på Guds venlighed og fortræffelige. vor Frue, eller Helgener, eller engle i himlen, eller selv glæderne i himlen - det forstås, med særlig opmærksomhed på dem, som om du ved at meditere over dem ville vedholde og styrke dit formål. Jeg tror at under disse omstændigheder, i dette arbejde, kan det overhovedet ikke være sådan. For, selvom det kan være nok så godt at tænke på Guds venlighed, og at elske og prise ham for den, er det langt bedre at tænke på hans nøgne væren og elske og prise ham for hans væren.
6. Kapitel
Men nu spørger du mig, "Hvordan tænker jeg på Guds væren, og hvad han er?" Og til dette kan jeg kun svare "Det ved jeg ikke".
For med dit spørgsmål har du bragt mig ind i præcis det totale mørke, og præcis den sky uden viden, som jeg vil have du selv skal være i. Ved nåde er det muligt at have fuld viden om alle andre skabte ting og deres arbejde, og ja om hele Guds eget arbejde, og at tænke klart om dem, men om Gud selv kan ingen tænke. Og derfor ønsker jeg at opgive alt hvad jeg kan tænke, og vælge min kærlighed, den ene ting jeg ikke kan tænke. For han kan meget vel elskes, men kan ikke blive tænkt. Ved kærlighed kan blive opfattet og holdt, men ved tanker hverken opfattet eller holdt. og derfor, selvom det til tider kan være godt at tænke særligt på Guds venlighed og fortræffelighed, og selvom dette må være lys og en del af kontemplation, godt det samme, i selve det kontemplative arbejde, må det kastes ned og dækkes med en sky af glemsel. Og du må hæve over det tappert og behændigt, med en fromhed og glædelig bevægelse af kærlighed, og kæmpe for at gennembore mørket over dig; og slå på den tykke sky uden viden med en skarp pil af længsels kærllighed, og giv ikke op, hvad end der sker.
7. Kapitel
Og hvis en tanke stiger op og bliver ved med at presse sig selv på dig, mellem dig og det mørke, og spørger dig; "Hvad søger du, og hvad vil du gerne have?" Sig at det er Gud du vil have; "Jeg vil have ham, jeg søger ham, og ingenting andet end ham." Og hvis den spørger dig, hvad den Gud er, sig at det er Gud som skabte og forløste dig, og som nådigt har kaldt dig til hans kærlighed; og sig at du ikke har nogen forståelse af ham. Og sig derfor: "Gå ned igen" og træd tanken bestemt ned med en bevægelse af kærlighed, selv om den virker som meget hellig for dig, og som om den vil hjælpe dig søge Gud.
For måske vil den bringe dig forskellige smukke og vidunderlige forekomster af Guds venlighed på sinde, og sige at han er meget sød og kærlig, meget nådig og barmhjertig, og hvis du er villig til at lytte, ønsker den intet andet, for den vil snik-snakke mere og mere, indtil den til sidst bringer dig lavere, til mindet om hans lidenskab. Og der vil den lade dig se Guds vidunderlige venlighed, og hvis du lytter, ved den intet bedre. For snart efter vil den lade dig se din gamle livsstil fuld af synd. Og måske, eftersom du ser det og tænker over det, vil den måske bringe dig et sted hvor du har boet i fortiden på sinde, så til slut, før du ved det, vil du være adspredt, du ved ikke hvor langt. Årsagen til denne adspredelse er at du startede med at lytte villigt til tanken, svarede den, accepterede den og lod den arbejde frit.
Alligevel, ikke desto mindre, hvad den sagde var både godt og helligt - så helligt, enig, at en mand eller en kvinde som håber på at opnå kontemplation uden først at gennemgå mange sådanne søde meditationer over deres egen syndighed, lidenskaben, venligheden og det større gode, og Guds fortræffelighed, vil helt sikkert gå forkert og fejle i deres formål. Og, alligevel godt det samme, en person som har haft lang praksis i disse meditationer må altid forlade dem, og skubbe dem, og holde dem nede, langt nede under skyen af glemsel, hvis han nogensinde skal gennembore skyen uden viden mellem ham og Gud.
Derfor, når du beslutter at påtage dig dette arbejde kontemplation, og føler at ved nåde er du kaldet af Gud, løft dit hjerte op til Gud med en ydmyg bevægelse af kærlighed og tænk på Gud som skabte og forløste dig. og som nådigt kaldte dig til dette arbejde, og accepter ingen andre andre tanker om Gud. Og accepter ikke engang disse tanker, medmindre du vælger det; for en nøgen intention direkte mod Gud er fulgt tilstrækkeligt, uden noget andet mål end ham selv.
Hvis du vil have denne intention pakket og foldet ind i et ord, så du kan holde bedre fast på det, tag kun et kort ord af en stavelse; det er bedre end et af to stavelser, for jo kortere det er, jo bedre fungerer det i overensstemmelse med det spirituelle arbejde. Et ord af denne slags er ordet GUD eller KÆRLIGHED. Vælg, hvilket du ønkser, eller et andet som du synes, hvilket som helst du foretrækker med en stavelse og fæst ordet til dit herte, så det aldrig bliver adskilt fra det, uanset hvad der sker.
Dette ord skal blive dit skjold og spyd, uanset om du rider i fred eller krig. Med dette ord skal du slå på skyen og mørket over dig. Med dette ord skal du hamre alle slags tanker ned under skyen af glemsel; Så hvis nogen tanke tvinger den selv på dig for at spørge, hvad du vil have, svar det med ikke mere end dette ene ord. Og hvis, i dens store lærdom, den tilbyder dig at udlægge det ord, og fortælle dig dets egenskaber, sig du ønsker at have det i helhed, og ikke analyseret eller forklaret. Hvis du vil holde fast i formålet, vær sikker på tanken ikke bliver. Og hvorfor? Fordi du ikke vil lade den tilfredstille sig selv med søde meditationer, som nævnt tidligere.
8. Kapitel
Men nu spørger du mig, "Hvad er det, denne ting der tvinger sig selv på mig i arbejdet kontemplation? Og er det en god ting, eller er det en ond? Hvis "du siger" det er en ond ting, "så undrer jeg mig over, det vil højne min hengivehed så meget." For nogen gange finder jeg stor glæde i at lytte til hvad det siger. Nogen gange finder jeg den vil frembringe bitre tårer i medlidenhed med Kristus lidelse, og nogen gange over min syndighed, og af mange andre årsager, der for mig virker meget hellige og gør mig meget godt. Og derfor virker det som om det ikke på nogen måder kan være ondt. Og hvis der er godt, og gør mig så meget godt med de søde ting den siger, så undrer jeg mig meget over, hvorfor den fortæller mig at jeg skal skubbe det langt væk fra mig, så langt ned under skyen af glemsel.
Nu er dette helt sikkert et vel-adresseret spørgsmål, og så skal jeg prøve at svare det, med de små evner jeg kan. For det første, når du spørger mig hvad det er, denne ting der tvinger sig selv så hårdt imod dig i arbejdet kontemplation, som tilbyder dig at hjælpe dig med det. Jeg siger det er en klar og gennemborende indsigt fra din naturlige intelligens, printet ind i fornuften i din sjæl. Og når du spørger mig om det er godt eller ondt, så siger jeg at det kan kun være godt i sin egen natur, fordi det er en stråle af lighed med Gud. Men den brug der gøres af det kan enten være god eller ond. God, når den ved nåde gør dig i stand til at se din egen syndighed, lidenskaben, Guds godhed og de vidundere i krop og sjæl som han udfører gennem hans skabelse (og så er det ikke underligt hvis det højner din hengivenhed så meget som du siger); Men dets brug er ond når den svulmer op med stolthed og med opfindsomhed i store boglige lærdomme, som med de gejstlige, som kaster sig selv fremad for at blive tænkt ikke ydmyge elever og mestre af Guddommelighed eller hengivenhed, men stolte elever af djævlen og mestrene af forfængelighed og falskhed. Og hos andre mænd og kvinder, hvad enten de lever religiøst eller sekulært liv, brugen og effekten af denne naturlige intelligens er ond, når den blæses op med stolthed og opfindsomme argumenter om verdslige sager og kødelige tanker, bruger verdslige æresbegreber, besiddelse af rigdom, tomme fornøjelser og flatteren af andre.
Når du spørger mig, hvorfor du skal skubbe den ned under skyen af glemsel, siden det er sandt at den er god af natur, og, i øvrigt, når den bliver brugt godt, at den gør dig så meget godt og øger din hengivelse så storartet, mit svar er at du må have klar forståelse af at der er to måder at leve på inden for kirken. Et er aktivt, og den anden kontemplativ. Den aktive er den lavere, og den kontemplative den højere. Aktivt liv har to niveauer, et højere og et lavere, og kontemplativt liv har også to niveauer, et lavere og et højere. Og disse to livsmåder hænger sådan sammen at, selvom de er forskellige på nogen måder, kan ingen af dem opnås uden en del af den anden, fordi den der er den højere del af aktivt liv på samme tid er den lavere del af kontemplativt liv. Altså kan du ikke være fuldt aktiv, med mindre du er delvis kontemplativ, eller du kan være fuldt kontemplativ (så vidt det er muligt på jorden) medmindre du er delvis aktiv. Det aktive livs natur er sådan, at det både begynder og slutter i dette liv, men sådan er det ikke med kontemplativt liv, for det begynder i dette liv, og vil vare ved uden ende, fordi, den del Maria valgte aldrig skal tages væk. Aktivt liv er fyldt af problemer og bekymringer om mange ting, men kontemplativt liv er i fred med en ting.
Den lavere del af aktivt liv består af godt og ærbart fysisk arbejde af barmhjertighed og velgørenhed. Den højere del af aktivt liv og den lavere del af kontemplativt liv består af god spirituel meditation - og ærlige tanker - om ens egen egen syndighed, med sorg og anger på Kristus lidelser og hans tjeneres lidelser, med medlidenhed og lidenskab; og på de vidunderlige gaver, venlighed og Guds arbejde i al skabelsen, kropsligt og spirituelt, med tak og ære. Men den højere del af kontemplation (så vidt den kan opnås på jorden) hviler udelukkende i dette mørke og i denne sky uden viden, med en kærlig bevægelse og en blind opmærksomhed kun på Guds rene eksistens alene.
I den lavere del af aktivt liv, er du uden for dig selv og under dig selv. I den højere del af aktivt liv og den lavere del af kontemplativt liv, er du inden for dig selv, og på niveau med dig selv. Men i den højere del af kontemplativt liv, er du over dig selv og under din Gud. Du er over dig selv, fordi du er bestemt ved nåde at nå dertil, hvor du ikke kan komme ved naturens hånd; som vil sige, at være bundet spirituelt til Gud og direkte i kærlighed og harmoni med viljen.
Som det ved menneskelig forståelse er umuligt for nogen at nå den højere del af aktivt liv uden af opgive den lavere del af aktivt liv for en tid, på samme måde, vil en ikke kunne nå den højere del af af kontemplativt liv uden at opgive den lavere del for en tid. Og lige som det er uigennemtrængeligt og en hindring for en som sidder i sin meditation, at overveje de udadvendte kropslige handlinger han har gjort eller vil gøre, hvor hellige de handlinger end måtte være i dem selv, så er det helt sikkert upassende og ville på samme måde hindre ens arbejde i dette mørke og denne sky uden viden med glædende bevægelse af kærlighed mod Gud selv, hvis han skulle lade nogen tanke eller meditation af Guds vidunderlige gaver, venlighed og arbejde i hvilket som helst del af hans skabelse, kropslig eller spirituel, stige op og gå imellem ham selv og Gud, hvor hellig, behagelig eller trøstende disse tanker måtte være.
Det er af denne grund, at jeg fortæller dig at du skal skubbe sådanne gennemborende og subtile tanker ned og dække dem med en tyk sky af glemsel, hvor helligt det end måtte være, eller, hvor lovende de måtte være i at hjælpe dig med dit formål. For kærlighed kan nå Gud i dette liv, men viden kan ikke. Og gennem al den tid sjælen hviler i denne dødelige krop, er skarpheden af vores forståelse altid blandet med en eller anden form for mentalt billede, når den bliver ledt mod spirituelle ting, men mest særligt mod Gud; og derfor må dette arbejde kontemplation være urent, og det ville være meget overraskende, hvis det ikke ledte os ind i store fejl.
9. Kapitel
Og så skal din forståelses skarpe bevægelse, som bliver ved med at kaste sig selv på dig når du går ind i dette blinde arbejde kontemplation, altid tvinges ned, og medmindre du tvinger det ned, vil det tvinge dig ned, og udfaldet vil være, at når du tænker mest du hviler i dette mørke, og at der intet er i dit sind andet end Gud alene, hvis du er ærlig, vil du finde at dit sind ikke er engageret i dette mørke, men med klar udsigt til noget andet lavere end Gud. Hvis det er sådan, så er den ting med sikkerhed over dig for en tid, og mellem dig og din Gud. Derfor vær bestemt med at skubbe sådanne klare syn ned, uanset hvor hellige og tilfredsstillende de end er.
For jeg fortæller dig en ting, sådan en blind bevægelse af kærlighed mod Gud for ham alene, og sådan hemmelig skub af kærlighed i denne sky uden viden, er mere fordelagtig for din sjæls veltilpashed, mere værdifuld i sig selv og mere og mere behagende overfor Gud og overfor alle helgener og engle i himlen - Ja, og mere hjælpsom overfor alle dine venner, i krop og spirituelt, levende og døde - Og det vil være bedre for dig at have det og at føle det spirituelt end at have din sjæls øje åben i kontemplation eller vision af alle englene eller helgener i himlen, eller at høre al glæden og melodien erfaret af dem der er i lyksagelighed.
Vær ikke overrasket over dette; fordi hvis du kan se det så klart en gang, som du ved nåde kan få lov at røre og føle i dette liv, ville du tænke som jeg siger. Du kan være sikker på at ingen nogensinde vil have så klart et syn her på jorden; men følelsen kan opnås ved nåde når Gud giver det. Og derfor løft din kærlighed op til den sky; eller snarere, hvis jeg skal tale sandt, lad Gud trække din kærlighed op til den sky, og prøv med hjælp fra hans nåde at glemme alle andre ting.
For siden et enkel minde om noget under Gud, tvinger sig selv på dig uden din vilje og viden, skubber dig længere fra Gud end du ellers ville være, og forhindrer dig og gør dig mindre i stand til at erfare frugten af hans kærlighed i dine følelser, hvor langt tror du en tanke med viden og underholdt frivilligt vil hindre dig i dit formål? Og siden en tanke om en bestemt helgen eller et andet rent spirituelt anliggende vil hindre dig så meget, hvor langt tror du tanken om enhver person som lever i dette syndlige liv, eller nogen form for kropslig eller jordisk anliggende, vil hindre og holde dig tilbage i dette arbejde kontemplation?
Jeg sige ikke at enhver uforventet tanke om et godt eller rent spirituelt anliggende under Gud, som tvinger sig sig selv på dig uden din vilje eller viden, og ellers underholdt frivilligt, ved eftertanke, for at højne din hengivenhed, er ond, selvom den hindrer dig i denne slags arbejde. Nej, Gud forbyde at du måtte forstå det sådan. Men jeg siger at, selvom den måtte være god og hellig, forhindrer den dig stadig mere end den hjælper mens du er faktisk engageret i kontemplation. For det er sikkert at nogen som perfekt søger Gud vil ikke finde endelig hvile i tanken om nogen engel eller helgen.
10. Kapitel
Der er ikke det samme med erindringen om en mand eller en kvinde som lever på jorden, eller om nogen kropslig eller verdslig anliggende, hvad end det måtte være. Fordi en enkelt uventet tanke om noget af dette, tvinger sig selv på dig uden din vilje og viden, selvom den ikke er en synd for hvilket du er ansvarlig - for der er den smertefulde effekt af den grundlæggende synd kastet på dig uden for din kontrol, og du blev renset for den synd ved din dåb - alligevel, hvis denne uventede bevægelse eller tanke ikke hurtigt slås ned, vil dit kropslige hjerte i dets svaghed med det samme gribes af den, med en form for glæde hvis det er noget der tilfredsstiller dig, eller tidligere har tilfredsstillet dig, eller med en form for utilfredshed, hvis det er noget der synes at skade dig, eller har gjort det tidligere. Hos mænd og kvinder der ikke lever genoprejste liv, som allerede er i dødelig synd, er dette greb dødeligt; men i dig og alle andre som oprigtigt lagt verden bag sig, er sådan nydelse eller utilfredshed som griber det kropslige hjerte kun en tilgivelig synd. Dette er fordi, da du gik ind i denne form for liv du har påtaget dig, med viden og rådgivning fra en forsigtig fader, blev dit formål rodfæstet og grundfæstet i Gud. Men hvis det skulle ske at denne nydelse eller utilfredshed som griber det kropslige hjerte får lov til at forblive ikke irrettesat så lang tid, at det til sidst griber det spirituelle hjerte (det er viljen) med dets fulde samtykke, så er det dødelig synd.
Dette forekommer når du, eller nogen af dem jeg refererer til, villigt understøtter tanker om en mand eller kvinde som lever på jorden, eller om et andet kropsligt eller verdsligt anliggende, sådan at, hvis det er noget der skader dig eller tidligere har gjort det, rejser det i dig en passioneret vrede og begær efter hævn, hvilket kaldes raseri, eller en voldsomt foragt og en slags væmmelse over deres person, akkompagnieret af kritiske og ondsindede tanker, hvilket kaldes misundelse eller træthed eller sløvhed, i hvilket som helst god aktivitet, kropslig eller spirituel, hvilket kaldes dovenskab.Og hvis det er noget der behager dig eller der har behaget dig tidligere, stiger der i dig et uimodståelig behag ved at tænke på det, hvad end det måtte være, sådan at du længes efter det i tankerne, og til sidst binder dit hjerte, og vilje til det, og belønner dit kropslige hjerte med det, så det virker for dig i det øjeblik, som om du ikke ønsker nogen velsignelse, andet end altid at leve i sådan fred og hvile med den ting du tænker på. Hvis denne tanke, du sådan vedligeholder, eller iøvrigt indrømmer det når bliver foreslået dig, og ved hvilket du forbliver med sådan behag, om det så er excellent natur eller viden, om ynde eller rang, om tjeneste eller skønhed, så er det stolthed. Og hvis det er om nogen form for verdslig besiddelse, rigdom eller ejendom, eller noget nogen der kan have, eller være Herre over, så er det begærlighed. Hvis det er om lækker mad eller drikke, eller noget der giver behag ved smag, så er det frådseri. Og hvis det er om kærlighed eller kødelig behag, eller nogen form for flirtende opførsel, sød tale, eller flatteren af nogen mand eller kvinde levende på jorden, eller også af dig selv, så er det liderlighed.
11. Kapitel
Jeg siger ikke dette fordi jeg tror du, eller nogen andre jeg refererer til, er skyldige eller bebyrdet med synd af denne slags, men fordi jeg vil have dig til at veje alle tanker og bevægelser i forhold til deres egen natur, og gøre en seriøs indsats for at ødelægge den første bevægelse og tanke om den slags anliggender, som kunne få dig til synde på denne måde. For jeg fortæller dig en ting; enhver, hvem end han måtte være, som kun tillægger den første tanke lidt vægt eller vigtighed. - Ja, selvom den ikke er syndigt i sig selv - vil ikke undgå ligegyldighed omkring tilgivelig synd. I dette menneske liv, kan tilgivelig synd ikke undgås af nogen, men ligegyldighed omkring tilgivelig synd må altid undgås, af alle dem som sandt søger perfektion, og ellers vil det ikke være en overraskelse, hvis de hurtigt falder i dødelig synd.
12. Kapitel
Så, hvis du ønsker at stå og ikke falde, så hvil aldrig i forhold til formålet, men slå kontinuerligt på denne sky uden viden, som er mellem dig og din Gud, med en skarp pil af af længsels kærlighed. Undgå at tænke på noget under Gud; og giv ikke op, hvad end der sker, for dette alene, er det arbejde der i sig selv ødelægger syndens onde rod. Uanset hvor meget du har fasted, uanset hvor længe du har været vågen, uanset hvor tidligt du stod op, hvor hård en seng du lå på, hvor harske klæder du har på, Ja, og hvor det er tilladeligt (som det ikke er), hvis du kunne tage dine øjne ud, skære tungen ud af din mund, stop dine ører og din næse ud med så meget som muligt, selv hvis du skulle skære dine ædlere dele af, og det var årsag til din krop var i den værste smerte du kunne forestille dig, ville intet af dette ville hjælpe dig overhovedet. Bevægelsen og det der rejser sig af synd vil stadig være i dig.
Ja, og der er mere! Uanset hvor meget du græder af sorg over dine synder eller Kristus lidelser og hvor meget du end måtte tænke på glæderne i himlen, hvad kan det gøre for dig? Det vil sikkert bringe dig meget godt, meget hjælp, meget fordel, og meget nåde. men, uden hjælp, gør og kan det kun gøre lidt i sammenligning med den blinde bevægelse af kærlighed. Som i sig selv er Marias bedre del, uden nogen andre hengivelser, uden den, bringer den lidt eller ingen fordel. Den ikke bare ødelægger grunden og roden af synd, så vidt som det er muligt på jorden, den bringer også dyder. For, sandt som det er sagt, alle dyder vil blive opfattet og følt inkluderet inden for den, subtilt og komplet, uden nogen forurening af dens formål. Og uanset hvor mange dyder nogen har uden den, er de alle forurenet med et forvrænget formål, der gør dem uperfekte.
For dyd er intet, men en ordnet og kontrolleret kærlighed, simpelt ledt mod Gud selv. Han i ham selv er alle dyders rene mål, så, hvis nogen bliver bevæget til hvilket som helst dyd af andet mål blandet med Gud, selv om Gud er hovedmålet, så er den dyd ikke perkfekt. Dette kan eksempliceres ved at lade en dyd eller to stå foran alle de andre. Og de to dyder kan godt være ydmyghed og velgørenhed, for en som kunne opøve disse to, vil klart ikke behøve andre, for han ville have dem alle.
13. Kapitel
Lad os nu først overveje dyden ydmyghed, hvordan den ikke er perfekt, når målet er hvad som helst andet blandet med Gud (selvom Gud er hovedmålet), og hvordan den er perfekt når målet er Gud alene. Og hvis sagen skal forstås og belyses klart, må vi først vide hvad ydmyghed er i sig selv, for så kan vi bedre i spirituel sandhed forstå, hvad der skaber den.
Ydmyghed er i sig selv ingenting andet end sand viden og følelse af en selv, som man er, for helt sikkert ville enhver, som virkelig kunne se og føle sig selv, som han eller hun er, være sandt ydmyge. Der er to grunde til ydmyghed, og de er følgende: Den første er menneskelighedens urenheder, elendighed og svaghed, som vi er faldet ind i ved ved synd, og hvilket vi altid kan føle i en eller anden grad mens vi lever på jorden, hvor hellige vi end måtte være. Det andet er den overstrømmende kærlighed og fortræffelighed; Gud selv, ved synet af hvem al naturen skælver, alle lærde er fjolser, og alle helgener og Engle er blinde; sådan at, hvis det ikke var igennem visdommen af hans Guddommelighed han gjorde deres visioner proportionelle med deres kapacitet, i natur og nåde, ryster jeg når jeg tænker på hvad der ellers ville blive af dem.
Den anden årsag er perfekt, fordi den vil vare evigt; den første grund er ikke perfekt, ikke kun fordi den vil ophøre når dette liv slutter, men også fordi det ofte kan ske at en sjæl i den dødelige krop vil finde sin længsel så ophøjet gennem rigelighed af nåde at, så ofte og så langt som Gud planlægger at tilveje bringe det, vil sjælen pludselig og komplet miste og glemme al viden og følelse af og omkring dens eksistens, uden at lægge mærke til om den har været hellig eller i elendighed. Men om det sker ofte eller sjældent for en sjæl i dette stadie. Jeg tror kun det varer i ganske kort tid. I den tid er den gjort perfekt ydmyg, for den ved og føler ingen anden årsag end den egentlige; og når den ved og føler de andre årsager i sammenhæng med den, selvom om Gud er den egentlige grund, er det ikke perfekt ydmyghed. Det er godt alt sammen, og må altid haves; og Gud forbyde at du skulle forstå det på nogen anden måde end den jeg siger.
14. Kapitel
For selv om jeg kalder det ufuldkommen ydmyghed, vil jeg stadig hellere have en sand viden og fornemmelse af mig selv som jeg er, og jeg tror dette alene snarere ville bringe mig til det perfekte grundlag for ydmyghed, end det ville, hvis alle helgener og Engle i himlen, og mænd og kvinder som lever inden for kirken på jorden, af alle rang, religiøse eller sekulære, alle sammen blev sat til ikke at gøre andet end at bede til Gud om jeg måtte opnå perfekt ydmyghed: Ja, og uden denne selvindsigt er det umuligt for en synder at opnå den perfekte dyd ydmyghed, eller beholde den, når han har opnået den.
Kæmp og sved, derfor, så meget som du kan og evner for at opnå en sand viden om, og følelse for dig selv, som du er; og så tror jeg at du hurtigt bagefter vil have ægte viden og følelse for Gud, som han er - ikke som han er i sig selv, for, ingen andre end ham selv kan gøre det, og alligevel som du vil kende ham når du er i himlen, både krop og sjæl sammen, men som han er tilgængelig og som han planlægger at blive kendt og oplevet af en ydmyg sjæl som lever i denne dødelig krop.
Tænk ikke, at fordi jeg nævner to grunde til ydmyghed, en perfekt og en ikke perfekt, at jeg derfor vil have dig til at opgive at arbejde imod ufuldkommen ydmyghed, og give dig selv helt for at opnå perfekt ydmyghed. Nej, det er sikkert. Jeg tror aldrig du ville få succes på den måde. Men jeg gør hvad jeg gør, fordi jeg håber at fortælle dig og vise dig, hvordan denne åndelige øvelse overgår alle andre øvelser, spirituelle eller kropslige, som man skal eller kan engageres i ved nåde - hvordan et hemmeligt fremstød af kærlighed, ledet i spirituel renhed mod denne mørke sky uden viden mellem dig og din Gud, diskret og komplet indeholder den den perfekte dyd ydmyghed, uden nogen særlig eller distinkt bekymring for noget under Gud - og fordi jeg gerne vil have at du skal vide, hvad perfekt ydmyghed er, og for at sætte det som et mærke dybt i dit hjertes kærlighed, og at gøre dette for dig selv og for mig; og fordi jeg ønsker denne viden skal gøre dig mere ydmyg.
For det sker ofte, tror jeg, at mangel på viden skaber meget stolthed, for måske, hvis ikke du vidste hvad perfekt ydmyghed er, ville du antage, når du havde lidt viden eller opmærksomhed på og om, hvad jeg kalder ufuldkommen ydmyghed, at du var på randen til at opnå perfekt ydmyghed; og derfor ville bedrage dig selv, og ville antage at du var fuldstændig ydmyg, når du var pakket ind i falsk stinkende stolthed. Og derfor prøv at arbejde mod perfekt ydmyghed, for det er af natur sådan, at enhver som har det ikke vil synde imens han har det, eller synde meget bagefter.
15. Kapitel
Stol fast på at der er en ting som perfekt ydmyghed, om hvilket jeg taler, og at gennem nåde kan den opnås i dette liv. Jeg siger dette for at rydde fejlen bort, begået af dem der påstår, at der ikke er nogen årsag perfekt ydmyghed, andet end hvad der opstår fra erindringen om vores elendighed og den synd vi har begået.
Jeg vil hurtigt give mig, således at for dem der har været vanemæssige syndere, som jeg selv har været og er, er de mest nødvendige og fordelagtige årsager til ydmyghed, at blive ydmyget ved erindringen om vores elendighed, og de synder vi har begået, indtil den tid, hvor vores samvittighed og vores spirituelle ledere er vidner til en tyk rust af vores synd i høj grad skures bort.
Men for andre, uskyldige som de var, som aldrig begik dødelig synd med vilje og havde en fast vilje, men kun på grund af svaghed og ignorance begik synd, og som forpligtede sig selv til at være kontemplative - og for os to, for hvem vores ledere og vores samvittighed vidner om vores trofaste reformation gennem anger, tilståelse og tilfredshed i overenstemmelse med de etablerede praksis og love i den universelle kirke, og hvis vi også føler os selv bevæget og kaldet ved nåde at være kontemplative - der er en anden årsag til ydmyghed, så langt hævet over den første, og som også udlevet af Vor frue sankt Maria, og som hun er hævet over den syndige der er mest angrende i den Hellige Kirke, eller på den måde Kristus liv er hævet over det enhver anden person har på jorden, eller på måden livet er for en engel er i himlen, som aldrig har følt eller vil føle moralske svaghed, er hævet over den svageste mand som lever i denne verden.
Prøv at antage at der ikke var nogen perfekt årsag til ydmyghed andet end synet og følelsen af syndighed. Jeg ville gerne vide fra dem som siger dette, hvilket årsag til ydmyghed eksisterer så for dem i hvem der aldrig vil være syndighed eller fristelser til at synde, og som derfor aldrig vil se eller føle det. - som det er med Vores herre jesus Kristus, Vor frue sankt Maria, og alle helgener og englene i himlen. Til denne perfektion og alle andre kalder Vores herre jesus Kristus os selv i evangeliet, når han befaler at vi bør være perfekt ved nåde som han selv er af natur.
16. Kapitel
Lad ingen tænke det er forudindtaget, hvis den mest elendige synder på jorden, efter han har reformeret sig selv ordenligt, og har følt ham selv bevæget til livet som er kontemplation, med samstemmende udtalelse fra hans vejleder og samvittighed, tør påtage sig det at tilbyde sig med en ydmyg bevægelse af hans kærlighed til sin Gud, hemmeligt kastende sig mod skyen uden viden mellem ham og hans Gud. Da Vores Herre sagde til Maria, som repræsenterer alle syndere som kaldes til kontemplativt liv "Dine synder er tilgivet dig", var det ikke på grund af hendes store sorg, eller på grund af hendes bevidsthed om hendes synder, eller på grund af ydmyghed som steg op blot fra overvejelser over hendes syndighed. Hvorfor så? I sandhed, det var på grund af hun elskede meget. Her kan ses hvad et hemmeligt skub af kærlighed kan indeholde fra Vores Herre, over alle andre handlinger man kan forestille sig.
Jeg indrømmer fuldstændigt at hun havde meget stor sorg, og græd meget bitterligt over hendes synder, og var meget ydmyg ved at huske på hendes syndighed. Og også os, som har været elendige og vanemæssige syndere gennem vores liv, bør udtrykke intens og ekstrem sorg over vores synder, og være i meget høj grad ydmyg ved tankerne om vores syndighed. Ja, men hvordan?Ægte, som Maria gjorde. Selvom hun ikke kunne holde op med dybt i hendes hjerte at føle sorg over hendes synder - fordi hun gennem hendes liv havde dem med overalt hvor hun gik, som en byrde bundet sammen og hemmeligt oplagret i dybet af hendes hjerte, sådan at de aldrig kunne blive glemt - alligevel siges det (og skrifterne bekræfter det) at hun havde en mere hjertefuld sorg, og et mere sorgfuldt begær, og hun sukkede dybere og længtes mere smertefuldt, ja, næsten til døden, af mangel på kærlighed (selvom hun havde rigeligt kærlighed) end hun gjorde for nogen bevidsthed om hendes synder. Og undre dig ikke over dette. For dette er ægte kærligheds natur, at jo mere man elsker, jo mere længes man efter kærlighed.
Og stadig vidste hun godt og følte i sig selv med en grundlæggende sikkerhed at hun var den mest fejlbarlige af alle elendige, og at alle hendes synder havde adskilt hende fra Gud, som hun elskede så meget; og også at de i høj grad var årsagen til hun længtes sygeligt i mangel på kærlighed. Men, hvad betyder det? Kom hun derfor ned fra begærets højder ind i hendes syndige livs dyb, og søgte i det modbydeligt stænkende møg og mødding - hendes synder, sorterende gennem dem en efter en i hver detalje, med sorg og tårer for hver enkelt af dem hver især? Nej, det er sikkert hun ikke gjorde det. Og hvorfor? Fordi Gud lod hende vide ved hans indre nåde, i hendes sjæl at på denne måde ville hun ikke aldrig lykkes. For på denne måde var det mere sandsynligt at hun i sig selv vækkede muligheden for at synde igen, end at have opnået komplet tilgivelse for alle hendes synder.
Og så hang hendes kærlighed og hendes længsels begærer på denne sky uden viden, og lærte hende selv at elske noget som hun i dette liv ikke kunne se klart i forståelsens lys, og heller ikke ægte i hendes følelser i kærlighedens sødme, i en sådan grad, at hun ofte havde ganske få specifikke erendringer om hun nogensinde havde begået en synd eller ikke. Ja, og meget ofte tror jeg at hun var så dybt bevæget af kærlighed til hans Guddommelighed at hun kun gav ganske lidt opmærksomhed til skønheden af hans kostbare og velsignede krop, den elskede krop i hvilket han hvilede, talte og forkyndte for hende; eller hun gik op i noget som helst andet, kropsligt eller spirituelt. At dette er sandt fremgår af evangeliet.
17. Kapitel
Der er skrevet i Lukas Evangeliet at da Vores Herre var i Marthas hus, mens Martha havde travlt med at forberede hans mad, sad hendes søster Maria ved hans fødder, og lyttede til hans ord, hun gav ingen opmærksomhed til hendes søsters travle service, selv om den service var meget god og hellig (for det er den første del af aktivt liv): heller ikke til fortrindeligheden af den velsignede krop, eller til hans manddoms søde stemme og ord, selvom den var bedre og helligere (for det er den anden del af aktivt liv, og den første del af kontemplativt liv); men hun havde udelukkende sin opmærksomhed på den højeste visdom, hans Guddommelighed kappeklædt i de mørke ord fra hans mandighed - til det responderede hun med hele hendes hjertes kærlighed. Fra den ville hun ikke adskilles af noget hun så eller hørte talt eller gjort omkring hende, - men hun sad temmelig stille med sin krop, med mange søde hemmelige ivrige skub af kærlighed ind i den høje sky uden viden mellem hende og hendes Gud.
Jeg kan fortælle dig en ting, at der aldrig har været og der bliver aldrig noget levende væsen, uanset hvor rent, hævet til hvilket som helst niveau af ekstase i kontemplation og kærlighed til Guddommeligheden, som ikke altid har en høj og vidunderlig sky uden viden mellem ham og hans Gud. Det var i denne sky Maria havde tralt med mange hemmelige skub af kærlighed. Og hvorfor? Fordi dette var den bedste og helligste del af kontemplation som kan opnås i dette liv; og fra denne del ville hun ikke adskilles af noget - så når Martha klagede til Vores Herre og bad ham fortælle hendes søster at komme op og hjælpe hende, og ikke lade hende fortsætte arbejdet og besværet selv, sad Maria helt stille og svarede ikke et ord, og så ikke engang ligegyldigt på hendes søster, uanset hvilket kritik hun kom med, og ikke mærkeligt, for hun havde andet arbejde at gøre, om hvilket Martha ingenting vidste , og derfor ikke havde tid til at lytte eller svare på hendes kritik.
Ven, alle de handlinger, ord og blik der passerede mellem Vores Herre og disse to søstre tjener til belæring til alle aktive og kontemplative, som har levet inden for kirken siden da og vil gøre det indtil dommens dag. For med Maria er alle kontemplative forstået, så at hun tjener som model for deres liv, og på samme måde Martha alle aktive, med den samme konsekvente lighed.
18. Kapitel
Og lige som Martha beklagede sig over hendes søster Maria, på samme måde indtil den dag i dag kritiserer alle aktive kontemplative. For hvis der er en mand eller kvinde i hvilket som helst gruppe på jorden, uden undtagelser, hvad enten fra en religiøs orden eller en gruppe af læg-folk, og den mand eller kvinde, hvilket det end måtte være, føler sig rørt af nåde og af hans spirituelle vejleder til at holde med alle udadvendte aktiviteter og hengive sig totalt til at leve det kontemplative liv i overenstemmelse med hans evne og samvitighed, med hans vejleders accept, vil et sådan menneskes brødre og søstre, og alle de nære venner øjeblikkeligt, sammen med mange andre som ikke kender deres motiver eller den måde at leve på, som han eller hun engagerer sig selv i, dreje sig mod dem i en ånd af stor kritik, og fortælle dem på en hård måde, at hvad de gør er ingenting. Og øjeblikkeligt vil de opsamle mange usande historier (og mange sande også) om mænd og kvinder som har hengivet dem selv til denne måde at leve på i fortidens fald, og aldrig en god historie om dem der står fast.
Jeg indrømmer at mange af dem som foregiver at have forladt verden, falder og er faldet; og når de skulle være blevet Guds tjenere og hans kontemplative, fordi de ikke ville lade sig lede af ægte spirituel rådgivning, de er blevet djævlens tjenere og hans kontemplative, og de bliver enten til hyklere eller til kættere, eller de falder i vanvid og mange andre problemer, til vanære for den hellige kirke. Og om disse afstår jeg fra at tale om i dette øjeblik, men gør det senere, så det ikke forstyrrer dette emnes formål, men når Gud tillader, og hvis det bliver nødvendig, vil noget blive sagt om deres natur, og grunden til de falder, og nu ikke mere om dem i dette øjeblik, men lad os fortsætte.
19. Kapitel
Nogen kan tænke at jeg giver den særlige helgen Martha, for lidt respekt, fordi jeg sammenligner hendes kritiske ord om hendes søster, med verdslige menneskers ord, eller deres med hendes. I sandhed har jeg ingen intention om ikke at respektere hende eller dem; og Gud forbyde det, hvis jeg skulle sige noget i dette arbejde der kan forstås som irrettesættelse af nogen af Guds tjenere, uanset rang, og især at nogen af hans særlige helgener. For mig virker det som om hendes kritik bør undskyldes lige med det samme, i betragtning af tiden og den måde hun fremlagde den på. For hendes ignorance er årsagen til hvad hun sagde - og det er ikke mærkeligt, da hun på det tidspunkt ikke vidste at Maria var beskæftiget, for jeg går ud fra at før da havde hun kun hørt ganske lidt om sådan perfektion. Og hvad hun sagde blev også sagt høfligt og med få ord, og derfor bør hun altid have forladelse.
Og så virker det for mig som om, at selv om de siger, hvad de siger uhøfligt, bør mænd og kvinder som lever et aktivt liv i denne verden undskyldes med det samme, for de kritiske ord som nævnes ovenfor, hvis deres ignorance tages i betragtning. For lige som Martha vidste meget lidt om hvad hendes søster Maria var beskæftiget med da hun klagede over hende til Vores Herre, på samme måde ved disse mennesker i vores tid lidt eller ingenting om hvad intention de unge diciple af Gud har når de tager i afstand fra verdens bekymring og sigter efter at være Guds hellige og spirituelt retfærdige særlige tjenere. Og hvis de vidste det, tør jeg mene at de hverken ville gøre eller sige som de gør. Så det virker på mig, som om de altid bør være undskyldte, fordi de ikke ved nogen bedre vej i livet end den de selv følger. Også når jeg overvejer de utallige fejl i ord og gerning jeg selv har begået i fortiden på grund af manglende viden, forekommer det mig, at hvis jeg ønsker at blive undskyldt af Gud for mine ignorente fejl, skal jeg altid velgørende og barmhjertigt undskylde de ignorante ord og gerninger andre gør; ellers gør jeg bestemt ikke mod andre, som jeg ville ønske de skulle gøre mod mig.
20. Kapitel
Altså, som jeg ser det, dem der forpligter sig selv til at være kontemplative, bør ikke kun undskylde aktive personer for deres kritiske ord, de bør være så spirituelt engagerede, at de kun giver ingen eller lidt opmærksomhed til hvad folk har gjort eller sagt om dem. Det var hvad Maria, forbilledet for os alle gjorde, da hendes søster Martha beklagede sig til Vores Herre. Og hvis vi virkelig gør som hun gjorde, vil Vores Herre behandle os nu, som han behandlede Maria dengang.
Og hvordan var det? Sådan: selvom vores elskede herre Jesus Kristus, for hvem ingen hemmelige ting er skjult, blev bedt om at optræde som dommer af Martha, for at fortælle Maria at hun skulle rejse sig op og hjælpe hende med at servere for ham. Alligevel, fordi han så Maria var passioneret engageret spirituelt med at elske hans Guddommelighed, svarede han høfligt, og på en måde som var passende fra et rationelt synspunt, på hendes vegne - for hun var ikke villig til at stoppe med at elske ham for at undskylde sig selv. Og hvordan svarede han? Ikke som en dommer, sådan som Martha påberåbte sig, men som en advokat forsvarede han i lovmæssige termer hende som elskede ham, og sagde, "Martha, Martha", Det var formålstjenligt at gentage hendes navn to gange, fordi han ønskede hun skulle høre ham og give opmærksomhed til hans ord. "Du er fuld af omsorg", sagde han "og bekymrer dig over mange ting". For de som er aktive må altid være bekymrede og beskæftiget med mange og forskellige ting, først for at sørge for deres egne behov, og så gerninger af barmhjertighed mod deres kristne venner, som har behov for godgørenhed. Og han sagde dette til Martha, fordi han ønskede at lade hende vide at hendes aktivitet var god og formålstjenlig for hendes frelse. Men, sådan at hun ikke skulle tænke det var det bedste af alle mulige menneskelige beskæftigelser, han tilføjede, "Men en ting er nødvendigt".
Og hvad er denne ene ting? Det er sikkert at, over alle andre menneskelige bekymringer, kropslige eller spirituelle, bør Gud alene elskes og prises. Og sådan at Martha ikke skulle tænke hun kunne både elske og lovprise Gud over alle andre bekymringer, kropslige eller spirituelle, mens samtidig at være beskæftiget med nødvendighederne i dette liv, og også for at fri fra tvivl om hun kunne tjene Gud perfekt i både kropsige og spirituelle anliggender på samme tid - ikke perfekt kunne hun, men ikke perfekt - han tilføjede at Maria, havde valgt den bedste del, hvilket aldrig ville blive taget fra hende. For den perfekte bevægelse af kærlighed som begynder på jorden, er af et stykke med det som vil være uden ende i himlens lyksagelighed, for de er et og det samme.
21. Kapitel
Hvad er betydningen af "Maria har valgt den bedste del?" hvordan end det bedste fremstilles eller specificeres, er der to andre ting der forudsættes; en god og en bedre, i rækkefølge kan det være at den bedste og den tredje i rækken. Men hvad er disse tre gode ting, af hvilket Maria valgte den bedste? De er ikke tre måder at leve på, for den hellige kirke tæller kun to - aktivt liv og kontemplativt liv - og i historien i dette evangelium er disse to allegoriske, eksempliceret ved de to søstre Marthe og Maria: Af Martha det aktive liv, af Maria det kontemplative. Ud over på en af disse to livs måder kan ingen reddes; og hvor der ikke er mere end to, kan ingen vælge den bedste.
Men selvom der kun er to måder at leve, er der alligevel i disse to liv tre dele, hver bedre end den sidste. Disse tre er blevet tilskrevet deres bestemte områder, hver enkelt for sig selv, i det der er skrevet ovenfor. Fordi, som det står ovenfor; den første del består af godt og ærbart kropsligt arbejde af barmhjertighed og velgørenhed, og dette er det første niveau i aktivt liv, sådan som er det fremsat. Den anden del af disse to liv består af gode spirituelle meditationer på ens egen elendighed, Kristus passion, og himlens herligheder. Den første del er god, og denne del er bedre, for dette er det andet niveau af aktivt liv, og det første i kontemplativt liv. I denne del er kontemplativt liv og aktivt liv kædet sammen i spirituelt slægtskab, og gjort til søstre, som eksemplerne givet i Martha og Maria. En aktiv kan komme så vidt ind i kontemplationen, og ikke højere, bortset fra ved særlig nåde. En kontemplativ kan komme så lavt mod aktivt liv, og ikke lavere, bortset fra meget sjældent og af stor nødvendighed.
Den tredje del af disse to liv hviler i denne mørke sky uden viden, med mange hemmelige kast af kærlighed mod Gud alene. Den første del er god, den anden bedre, men den tredje er den bedste af alle. Dette er Marias bedste del. Af denne grund skal det klart anerkendes at Vores Herre ikke sagde. "Maria har valgt det bedste liv", for der er kun to liv, og ingen kan vælge det bedste af to. Men om disse to liv sagde han: "Maria har valgt den bedste del, som aldrig skal tages fra hende". Selvom den første del og den anden del både er gode og hellige, ender de begge med dette liv. For i det andet liv vil der ikke være behov, som nu, for at gøre barmhjertigt arbejde, eller græde over vores elendighed, eller over Kristus lidelser. For når ingen vil sulte eller tørste, som nu, eller dø af kulde, eller være syg, eller hjemløs, eller i fængsel, og ingen vil behøve begravelse, for ingen vil kunne dø. Men lad den tredje del Maria valgte blive valgt af nogen kaldet ved nåde til at vælge det; eller, mere præcis, lad enhver som er udvalgt til det af Gud have det let tilgængeligt, for det skal aldrig tages væk; det kan begynde her, men det vil vare ved uden ende.
Derfor, lad Vores Herres stemme kalde alle disse aktive, som hvis han talte for os nu til dem, som han gjorde på Marias vegne til Martha dengang, "Martha, Martha!" Aktive, aktive! Vær så travlt beskæftiget som du kan i første og anden del, nu i en og nu i en anden, og hvis det behager dig meget og du føler dig selv tiltrukket af det, vær travlt beskæftiget i begge kropsligt. Men lad være med at bekymre dig selv med kontemplative: Du ved ikke hvad der er galt med dem. Lad dem sidde i deres hvile og ro med Marias tredje og bedste del.
22. Kapitel
Kærligheden mellem Vores Herre og Maria var sød. Hun havde meget kærlighed for ham; han havde meget meget mere for hende. Enhver som ønsker at se alle relationer ganske enkelt mellem ham og hende (ikke som de kan gengives ved almindeligt sladder, men som verificeret ved historien optaget i evangeliet, noget der umuligt kan være falsk) ville se at hun var så dybt engageret i at elske ham at ingenting under ham kunne behage hende eller holde hendes hjerte fra ham. Det er den samme Maria som, da hun søgte ham i graven, grædende, ikke ville trøstes af en engel, for når de talte til hende så sødt og kærligt, og sagde: "Græd ikke Maria, for Vores Herre, som du søger, er genopstået, og du skal få ham at se, helt levende mellem sine disciple i Galilæa, som han lovede". Hun ville ikke stoppe efter deres beretning, fordi det forekom hende at enhver som ægte søger englenes konge, ikke vil nøjes med englene.
Hvad ellers? Med Sikkerhed, enhver som med omhu studerer evangeliets historie vil finde mange vidunderlige detaljer om hendes perfekte kærlighed skrevet som et forbillede for os, og præcis i overnestemmelse med hvad der bliver undervist i denne bog, som hvis det var blevet arrangeret og skrevet ned til det formål - og præcis det er det, hvis det forstås rigtigt.
Og hvis du vil se hvad der er skrevet i evangeliet om Vores Herres vidunderlige og særlige kærlighed for hende, som en repræsentant for alle vanemæssige syndere som er ægte konverteret og kaldet til kontemplations nåde. vil du finde at Vores Herre ikke ville tillade nogen mand eller kvinde, nej, ikke engang hendes egen søster, at tale et ondt ord om hende, uden at svare på hendes vegne selv. ja, og mere end det, han irrettesatte Simon den spedalske i hans eget hus, fordi han tænkte dårligt om hende. Det var stor kærlighed; det var overraskende kærlighed.
23. Kapitel
Oprigtig, hvis vi med glæde bringer vores liv og kærlighed i overensstemmelse med Marias kærlighed og måde at leve, så langt vi kan ved nåde og vejledning, er der ikke tvivl om at han nu spirituelt vil svare for os på samme måde hver dag, hemmeligt i de hjerter, hos alle dem som enten taler eller tænker dårligt om os, så længe vi lever med det jordiske livs byrder, som de gjorde overfor Maria. Men jeg siger at hvis vi ikke gav mere opmærksomhed til deres ord eller tanker end hun gjorde, og ikke mere gjorde ophold med vores hemmelige spirituelle arbejde, så vil Vores Herre svare dem i ånden, og hvis dem der taler og tænker sådanne ting er omformelige, vil de inden for nogle dage skamme sig over deres ord og tanker.
Og han vil svare spirituelt på vores vegne, og sådan vil han flytte andre i ånden for at give os det nødvendige i dette liv, sådan som mad og tøj og alt andet, hvis han ser at vi er uvillige til at forlade arbejdet med at elske ham, for at bekymre os selv med sådanne ting. Jeg siger dette for at afkræfte det fejlagtige synspunkt, hos dem der hævder at det ikke er tilladeligt at hengive sig selv til at tjene Gud i det kontemplative liv, medmindre man er sikret kropslige nødvendigheder på forkant. De siger at Gud sender koen, men ikke ved hornene, og i virkeligheden siger de noget forkert om Gud, som de godt ved. For hvem end du er som ægte vender dig fra verden til Gud, stol tillidsfuldt på, uden du gør dig nogen bekymringer, vil Gud sende dig en af to ting: Enten i overflod af nødvendigheder, eller styrke i kroppen og spirituel udholdenhed til at gennemlide det. Hvorfor skulle du drage omsorg for hvilket af disse du vil få? Fordi for ægte kontemplative er det det samme. Og hvis nogen tvivler på det, er det enten djævlen som er i brystet og rører hans tillid, og ellers uanset hvor opfindsomt han argumenterer, eller hvad hellige indvendinger han fremsætter, er han ikke endnu vendt mod Gud som han burde, hvem end hen måtte være.
Og derfor, hvis du har hengivet dig det kontemplativt liv som Maria var, vælg at være ydmyg overfor de vidunderlige højder af Guds fortræffelighed, som er perfekt, hellere end overfor din egen syndighed, som ikke er perfekt: Det er det samme som, sørg for at du har en særlig agtelsen for Guds fortræffelig, hellere end din egen syndighed. Fordi de der har perfekt ydmyghed, skal intet mangle, hverken kropsligt eller spirituelt; fordi de har Gud, i hvem alt er rigeligt; og hvem end har ham, og det er lektion i denne bog - behøver intet andet i dette liv.
24. Kapitel
Hvad der er sagt om ydmyghed - Hvordan det er i det små og komplet indeholdt i dette lille blinde skub af kærlighed, når det slår mod den mørke sky uden viden, med alt andet kastet ned og glemt - bør også forstås om alle andre dyder, og særligt velgørenhed. For du bør forstå at velgørenhed betyder intet andet end at elske Gud for ham selv over alle skabte væsner, og at elske andre mennesker på lige fod med dig selv for Guds skyld. Det forekommer meget klart at i dette arbejde kontemplation elskes Gud for ham selv, og over alle skabte væsner; for, som det tidligere blev sagt, er substansen i kontemplation ingenting andet end ren intention rettet mod Gud alene. Jeg kalder det en ren intention fordi i dette arbejde vil en lærling i perfektion spørge, hverken efter at blive fri for smerte, eller øget belønning, eller sagt kort, noget andet end Gud alene, sådan at han hverken bekymrer sig om eller overvejer om han er i smerte eller lyksagelighed, så længe den han elskers vilje opfyldes. Og sådan er det indlysende at i dette arbejde er Gud elsket for sig selv, og over alle skabte væsner, for mens beskæftiget med kontemplation kan en der arbejder perfekt ikke tillade tanker, selv om de helligste skabninger som Gud nogensinde har skabt til at komme ham på sinde.
Og det forekommer fra erfaring, at på denne måde vil den anden lave gren af velgørenhed, mod dine kristne venner, være ægte og komplet opfyldt. En der perfekt arbejder i komtemplation har ingen hensyn til nogen specifik person for hans egen skyld, hvad enten det er en fremmed, en ven, eller en fjende, for alle er ens og forekommer som familie for ham, og ingen synes at være fremmed. Alle synes at være hans ven og ingen hans fjende, så at for ham er alle dem som piner ham og giver ham nød på jorden hans særlige venner, og han føler sig bevæget til at ønske så meget godt for dem som han vil for den nærmeste ven han har.
25. Kapitel
Jeg siger ikke at han skal tage nogen specielle hensyn til nogen på jorden i dette arbejde kontemplation, om end det ven eller fjende, slægt eller fremmed. Sådan kan det ikke være, hvis dette arbejde skal udføres perfekt, som det er når alt under Gud er glemt, som dette arbejde kræver. Men jeg siger at ved hjælp af dette arbejde vil han blive gjort så virtuøs og velgørende at bagefter, når han stiger ned for at tale og bede med sine kristne venner, vil hans vilje være lige specifikt rettet mod hans fjender, som mod hans venner, og mod en fremmed, som mod hans slægt - Ja, og nogen gange mere mod hans fjende, end mod hans ven. (Jeg mener ikke han nedstiger fuldstændig fra kontemplation, for det kan ikke være uden stor synd, men fra kontamplationens højder, som er gavnligt og nødvendigt at gøre engang imellem, når velgørenhed påkræves.)
I det kontemplative arbejde, er det sådan, at han ikke har fri tid til at overveje hvem der er hans vens eller fjende, hans slægt eller en fremmed. Jeg benægter ikke at nogengange, faktisk meget ofte, vil han finde mere intim affektion for en eller to, eller tre, end for alle andre; Det kan legitimt ske af mange grunde som velgørenhed kræver. Kristus følte sådan nær affektion for Johannes og Maria, og for Peter mere end for mange andre. Men jeg siger, at i arbejdet kontemplation må alle være ham lige nære, for han vil ikke være bevidst om nogen årsag til kærlighed, andet end Gud alene, sådan at alle kan elskes helt, og nøgent for Guds skyld, lige så vel som han elsker sig selv.
Som alle mænd blev vildledt med Adam, og som alle mænd vidner om i deres arbejde for deres ønske om frelse, bliver og vil alene blive reddet ved sand dyd af Kristus lidelse, så - ikke på samme måde, men alligevel som om det var på samme måde - en sjæl som er perfekt disponeret til dette arbejde og derfor er i et med Gud spirituelt, som følge af dette arbejde afslører, gør alt hvad den kan for at gøre alle mænd perfekte i dette arbejde som den er i sig selv. For lige som, hvis en del af vores krop mærker smerte, bliver alle de andre dele pint og stresset af det, eller hvis en del føles godt, vil alle de resterende trøstes af det, sådan er det spirituelt med alle dele af den hellige kirke. For Kristus er vores hoved og vi er lemmerne, hvis vi er velgørende; og nogen ønsker at være perfekt discipel af Vores Herre har han behov for at strække sig ud spirituelt til frelse af alle hans naturlige brødre og søstre, som Vores Herre strakte sin krop på korset. Og hvordan? Ikke for hans venner og hans slægt og de der elsker ham mest nært, men for al menneskeheden generelt, uden særligt hensyn til en fremfor en anden. For alle de der ønsker at opgive synd og bede om barmhjertighed vil blive reddet af dyden i Kristus lidelse.
Hvad der er sagt om ydmyghed og velgørenhed skal forstås på samme måde som om alle andre dyder, for de bliver subtilt indeholdt i dette lille skub af kærlighed som blev nævnt tidligere.
26. Kapitel
Og arbejd derfor hårdt et stykke tid, slå mod denne høje sky uden viden, og så hvil. Enhver som rutinemæssigt praktiserer dette arbejde vil uden tvivl finde det besværligt, ja, meget besværligt endda, medmindre han modtager særlig nåde, eller har praktiseret i lang tid. Men, jeg spørger dig? Hvad er det der er besværligt? Helt sikkert ikke den fromme bevægelse af kærlighed som kontinuerligt produceres i hans vilje, ikke af ham selv, men af almægtige Guds hånd, som altid er parat til at bringe dette arbejde op i enhver sjæl som går op i det, og som gør alt for at forberede sig selv til det, og har gjort det gennem lang tid. Så hvad er det der er besværligt, jeg beder dig? Hvorfor, alt arbejdet består i at træde tankerne ned der handler om alle væsner Gud nogensinde skabte, og holde dem under skyen af glemsel nævnt tidligere. Det er det der er besværligt, for det er arbejdet mennesker må gøre, ved hjælp af nåde. Og det andet nævnt ovenfor - der er bevægelsen i kærlighed - er Guds arbejde alene. Så pres på med dit arbejde, og jeg lover dig helt sikkert, at der ikke vil være svigt fra hans side.
Pres hårdt på, og så lad os se hvordan du klarer det. Kan du ikke se hvordan han står og venter på dig? For skam! arbejd hårdt på det bare et lille stykke tid, og dette arbejdes storhed og vanskeligheder vil snart blive lettet. Selvom det kan være hårdt og anstrengende i starten når du ingen hengivnhed har, senere når du har hengivenhed, vil hvad der først var meget hårdt blive gjort meget roligt og meget nemt for dig, og du vil føle kun lille anstrengelse eller ingen overhovedet. For så vil Gud sammetider gøre alt arbejdet selv, men ikke altid, og aldrig i et langt stræk, kun når det fornøjer ham, og som der fornøjer ham. Og så vil du finde det behageligt at lade ham have det på hans måde.
Så måske vil han udsende en stråle af spirituelt lys, som gennemborer denne sky uden viden som er mellem dig og ham, og vise dig nogle af hans mysterier, om hvilket mennesker ikke har tilladelse til, eller er i stand til at tale. Så vil du fornemme dine følelser flamme op med ilden af hans kærlighed, meget mere end jeg kan, bør, eller vil fortælle dig på dette tidspunkt. For om det arbejde der tilhører Gud alene tør jeg ikke påtage mig at tale med min plaprende kødelige tunge; og, for at sige det kort, selv om jeg turde, så ville jeg ikke. Men om det arbejde der hører mennesker til, når de føler sig selv bevæget og hjulpet af nåde, vil jeg med glæde fortælle dig; for det er mindre farligt at tale om end det andet.
27. Kapitel
Først og fremmest, vil jeg gerne fortælle dig hvem der bør engagere sig i dette arbejde kontemplation, og hvornår, og på hvilken måde, og hvilket tilpasninger du bør bruge i det. Hvis du spørger mig, hvem bør arbejde på denne måde, svarer jeg, dem der oprigtigt har lagt verden bag sig, og som herefter har engageret sig selv, ikke til et aktivt liv, men til vejen i livet som kaldes kontemplativ. Alle de bør engagerer sig i dette arbejde ved nåde, hvem de end måtte være, uanset om de har været vanemæssige syndere eller ej.
28. Kapitel
Så hvis du spørger mig hvornår de bør engagere sig i det kontemplative arbejde, er mit svar dette. Jeg svarer, ikke før de har renset deres samvittighed fra alle de særligt syndige gerninger de tidligere har begået, i overenstemmelse med de accepterede standarter i den Hellige Kirke.
For i kontemplation tører en sjæl sig selv op indefra helt til roden af den grundlæggende synd, som altid vil forblive i den, selv efter det mest grundige skriftemål. Så enhver som ønsker at påtage sig dette arbejde må først rense sin samvittighed; og så, efter han har gjort alt hvad han kan i overensstemmelse med reglerne om at gøre godt igen, bør han hengive sig selv, dristigt og ydmygt, til kontemplation. Og han bør tænke at han har været holdt fra det for længe, for dette er arbejdet i hvilket en sjæl vil slide hele dens livstid hvis den aldrig havde begået menneskelig synd.
Og mens en sjæl hviler i dette dødelige kød, vil den altid se og føle denne sky uden viden som en byrde mellem den og Gud. Og ikke bare det, men menneskelighedens synd vil den altid se og føle at nogen af væsnerne skabt af Gud, eller noget af deres arbejde, bliver ved med at presse sig ind i bevidstheden mellem en selv og Gud. Og dette er Guds retfærdige dom, for når mennesket herskede over alle væsner som deres suveræne herre gjorde han villigt ham selv underlagt impulserne af hans subjekter, og så bort fra Gud, hans skabers befaling; Og så bagefter, ønsker han at adlyde Guds vilje, ser og føler han alle de væsner der burde være under ham, er placeret stolt over ham mellem ham og hans Gud.
29. Kapitel
Så, enhver der længes efter at genvinde den renhed der er tabt ved synd, og at vinde det velbehag hvor al sorg er borte, må arbejde tålmodigt i dette arbejde, og udholde den smerte det bringer, hvem end han måtte være, hvad enten han har været en vanemæssig synder eller ikke. Alle finder dette arbejde besværligt, både syndere og uskyldige som aldrig har syndet meget; men dem der har været syndere finder det langt mere besværligt, end dem der ikke har - og med god grund. Godt det samme, det sker hyppigt at nogen som har været hæslige og vanemæssige syndere hurtigere opnår perfektion i dette arbejde, end dem der ikke har; og det er et nådigt mirakel fra Vores Herre, som på denne måde giver sin særlige nåde til at vække hele verdens undren. Jeg tror ærligt at på dommens dag vil mørket blive fejet bort: Gud og alle hans gaver vil kunne ses klart, og nogen som er foragtet og ikke værdsat som almindelige syndere, og måske nogen som nu er hæslige syndere, vil sidde i Guds lys med helgenerne indenfor Guds syn; mens nogen af dem som nu synes meget hellige og er ærede af mænd som var de engle, og så sandelig måske af nogen som aldrig endnu har begået en menneskelig synd, vil sidde i elendighed imellem helvedes fostre. Ud fra dette kan du se at ingen bør dømmes af andre her i dette liv for det gode eller dårlige de gør. Handlinger kan legitimt dømmes som gode eller onde, men ikke vores medmennesker.
30. Kapitel
Men, jeg beder dig, af hvem skal menneskers handlinger bedømmes? Bestemt, af dem der har autoritet og ansvar for deres sjæle, hvad enten givet offentligt ved loven eller ved provision af den Hellige Kirke, eller privat i særlig spirituel tilskyndelse af hellig ånden i perfekt velgørenhed. Lad hver mand være opmærksom på at han ikke begynder at kritisere og irettesætte andres fejl, medmindre han virkelig føler at han er bevæget i sit indre af hellig ånden i det han gør, for ellers kan han meget let tage fejl i hans bedømmelser. Og derfor vær opmærksom, døm dig selv som du vil, mellem dig og Gud, eller spirituelle rådgiver, og lad andre mænd være.
31. Kapitel
Når du føler at du har gjort alt hvad du kan for at gøre godt i igen i overenstemmelse med praksis og skik i den hellige kirke, så må du engagere dig selv ivrigt i arbejdet kontemplation. Og så, hvis det sker at specifikke gerninger du tidligere har gjort, eller nogen nye tanker eller syndige bevægelser, bliver ved med at presse sig ind i din samvittighed mellem dig og Gud, må du energisk trampe dem ned med en glødende bevægelse af kærlighed, og træde dem under dine fødder. Og prøve at dække dem med en tyk sky af glemsel, som var de ikke blevet gjort af dig, dig eller nogen anden på jorden. Og hvis de ofte stiger op, skub dem ned ofte, og, med et ord, skub dem ned så ofte som de kommer. Og hvis arbejdet virker hårdt, kan du søge list og tricks og hemmelige kneb i spirituelle tekniker til at skubbe dem bort - kneb læres bedst af Gud ved erfaring end fra nogen jordisk mand.
32. Kapitel
Godt det samme, jeg vil fortælle dig noget om hvad jeg ved om disse kneb. Prøv dem selv, og gør det bedre hvis du kan.
Gør dit bedste for at lade som om du ikke ved de presser sig hårdt mod dig, mellem dig og din Gud, og prøv at se over deres skuldre, som var det, søgende efter noget andet - og det andet er Gud, inde i en sky uden viden. Hvis du gør det, tror jeg på at inden for kort tid vil arbejdet være lettere. Jeg tror at, hvis godt og rigtigt forstået, er denne teknik ikke andet end et længsels begær efter Gud, at føle og se ham så vidt det er muligt her. Sådan et begær er velgørenhed, og det giver altid lettelse.
Der er en anden teknik: prøv det hvis du vil. Når du føler, at du ikke er i stand til at skubbe dem ned, kryb sammen foran dem som en elendig kujon der overvindes i kampen, og tænk at det er fjollet af dig at kæmpe imod dem længere, og derfor, i dine fjenders hånd, overgiver dig selv til Gud. Føl som hvis du blev besejret for evigt. Læg godt mærke til denne teknik, jeg beder dig, for mig ser det ud til, at når du prøver det bør du smelte totalt til vand. Og sandelig, det ser ud for mig som om denne teknik intelligent forstået, simpelthen er sand viden og følelse af dig selv som du er, en stakkel og klump smuds, langt værre end ingenting; og sådan viden og følelse er ydmyghed. Og ydmyghed fortjener at have Gud opstigende i sin magt for at hævne dine fjernder for dig, og for at tage dig op og ømt tørre din sjæls øjne, som faderen gør med barnet, som er ved at forsvinde i munden på vilde svin, eller forrykte bidende bjørne.
33. Kapitel
Jeg vil ikke fortælle dig om flere teknikker på nuværende tidspunkt, fordi, hvis du har nåde til at prøve disse, tror jeg du vil være bedre i stand til at undervise mig end jeg er dig. For, selvom det jeg har lært dig er korrekt, føler jeg mig virkelig meget langt fra at være en ekspert, så derfor beder jeg dig hjælpe mig, og arbejde for dig selv, og for mig.
Så pres på, og arbejd hårdt et stykke tid, jeg beder dig, og udhold ydmygt smerten hvis ikke du kan lære disse tekniker hurtigt, for sandt er, dette er din renselse. Og når din smerte er væk, og teknikken er skænket af Gud, og ved hans nåde er blevet vane, så har jeg ingen tvivl om at du vil være renset, ikke kun af synd, men også syndens straf - Jeg mener straf for de specifikke synder du har begået, ikke for arve synden, for den straf vil altid blive hos dig indtil den dag du dør, hvor ivrigt du end arbejder. Godt det samme, den vil gøre dig meget lidt ondt i sammenligning med straffen for dine individuelle synder; og stadig vil du ikke være et stort arbejde foruden. For ud af arvesynden vil altid springe nye og friske bevægelser af synd, som du altid må smide ned, ivrigt skære dem væk med et skarpt, dobbeltsidet og frygtfyldt svær af dømmekraft. Fra dette kan du se og lære at der ikke er nogen vedvarende sikkerhed og ingen sand hvile i dette liv.
Alligevel må du ikke trække dig tilbage på grund af dette, eller være bange for at fejle. For det sker at du har nåde til at ødelægge straffen for de handlinger du har gjort, på denne måde jeg har beskrevet, eller en bedre måde hvis du kan, kan du være sikker på at straffen for arvesynden, eller bevægelserne af ny synd som vil komme kun vil skade dig ganske lidt.
34. Kapitel
Hvis du spørger mig på hvilket måder du skal opnå dette arbejde kontemplation, bønfalder jeg almægtige Gud om hans store nåde og hans store høflighed, selv at lære dig det. For jeg vil gerne have du skal vide at det kan jeg ikke fortælle dig; og det er ingen overraskelse, fordi det er Guds arbejde alene, særligt at iværksætte det i hvilke sjæl han vælger, uden nogen fortjeneste der kan tilskrives den sjæl. For uden Guds arbejde, kan ingen helgen eller engel tænke eller ønske det. Og jeg tror at Vores Herre værdigt vil bringe dette arbejde til dem som har været vanemæssige syndere i særdeleshed og lige så ofte - Ja, og mere særligt og mere ofte - end i andre som ved sammenligning med dem aldrig har givet ham meget sorg. Og han vil gøre det fordi han ønsker at blive genkendt som helt barmhjertig og almægtig, og fordi han vil have det ses at han gør som han vil, hvor det passer ham, når det passer ham.
Alligevel giver han ikke sin nåde eller bringer dette arbejde til en sjæl der ikke er i stand til det, på den anden side, ingen sjæl der mangler hans nåde er i stand til at modtage det, nej, hvad enten det er en synders sjæl eller en uskyldig persons sjæl. Det gives ikke for uskyldighed eller tilbageholdes for synd. Vær opmærksom på fejlen her, jeg beder dig, for jo nærmere vi kommer på sandheden, jo mere forsigtig må vi være med fejl. Jeg har gode intentioner, men hvis du ikke kan forstå dette, så læg det tilside til Gud kommer og lærer dig; gør det, og du vil ikke blive skadet.
Vær på vagt overfor stolthed, for det er blasfami mod Gud i hvad han giver, og forærer syndere. Hvis du var ægte ydmyg, vil du føle sandheden om det jeg siger om arbejdet kontemplation, at Gud giver det frit, uden det er fortjent. Dette arbejdes natur er sådan, at dets tilstedvær giver en sjæl kapacitet til at have og føle det: og ingen sjæl kan have den kapacitet uden det. Kapaciteten for dette arbejde er uadskilleligt fra arbejdet selv, så uanset hvem der erfarer dette arbejde, har kapacitet til det, for ellers villle han ikke erfare det - så meget at uden dette arbejde vil en sjæl være som var den død, og kan ikke længes efter det eller ønske det. Du har så meget af det som du vil og ønsker, hverken mere eller mindre, og alligevel er det ikke vilje eller ønsker, men noget, du ved ikke hvad er, som rører dig til at ville og ønsker du skal at vide hvad det er. Vær ikke bekymret, jeg beder dig. Hvis dette er alt du ved, men pres altid videre og videre fremad, bare så længe du bliver ved.
For at være mere præcis, lad den ting gøre med dig, hvad end den vil, og lede dig hvor end den behager. Lad den gøre arbejdet, og du er materialet den arbejder på; bare observer den, og lad den være. Lad være med at interagere med den, som for at hjælpe, af frygt for du vil spolere det hele. Vær simpelthen træet, og lad den være snedker, vær simpelthen huset, og lad den være mestren som bor der, vær blind i denne tid, og skær ønsket om viden væk, for det vil hindre dig mere end det hjælper dig. Det er tilstrækkeligt for dig at du føler dig selv tilfreds berørt af den ting, du behøver ikke vide hvad, så længe, at når du bliver berørt, har du ingen specifikke tanker om noget under Gud, og din intention er alene ledt direkte mod Gud.
Og hvis det er sådan, så stol fast på at det er Gud alene, helt ham selv, som berører din vilje og dine ønsker, uden mellemkomst hverken på hans eller på din side. Og vær ikke bange for djævlen, for han kan aldrig komme så nær. Han kan aldrig komme til at røre nogens vilje, bortset fra engang imellem ved fjerne midler, uanset hvor snedig en djævel det måtte være. For selv ikke en god engel har kraft nok til at røre din vilje direkte, eller, kort sagt, har noget væsen andet end Gud alene.
Derfor kan du få forståelse i en hvis grad af disse ord, men meget mere klart ved erfaring, at i arbejdet kontemplation kan ingen mellemkomster eksisterer, eller det kan opnås ved mellemkomster. Alle mellemkomster af aktiviteter afhænger af det, og det afhænger ikke af nogen mellemkomster, heller ikke nogen mellemkomst kan lede til det.
35. Kapitel
Godt det samme, mellemkomst aktiviteter eksisterer, i hvilket en lærling kontemplation bør være beskæftiget, og det er disse: lektion, meditation og spirituel kommunikation. For at du bedre kan forstå disse kan de kaldes læse, tænke og bede. Du kan finde en anden bog skrevet af nogen andre, som omhandler disse tre meget bedre end jeg her fortæller dig, og derfor er ingen grund til at fortælle dig om deres egenskaber her. Men jeg kan fortælle dig dette; disse tre sådan kædet sammen, at for at dem der er begyndere, og dem der gør fremskridt, men ikke for dem der har opnået en sådan perfektion som det er muligt i dette liv, tænkning opnås måske ikke til fuld udfoldelse, med mindre at læse og at lytte kommer først. (på en måde, er at læse og at lytte der samme; elever læser bøger, og de uuddannede læser de belæste når de lytter til deres prædiken af Guds ord.) Og bøn kan faktisk ikke opnås af begyndere og dem, der gør fremskridt medmindre tænkning kommer først. Du vil se dette demonstreret i det følgende.
Guds ord, enten skrevet eller talt, kan sammenlignes med et spejl. Spirituelt, er din sjæls øje din fornuft; din bevidsthed er dit ansigt i spirituelle termer. Og lige sådan her du kan se på det; dit kropslige øje kan ikke opfatte, hvor der er en plet skidt på dit ansigt, eller vide hvor den er uden et spejl eller instruktioner udefra, sådan er det også spirituelt. Uden at læse eller høre om Guds ord, er det umuligt for den menneskelig forståelse, for en sjæl forblindet af syndige vaner, til at kunne se en plet skidt i dens egen samvittighed. På samme måde, når en person ser i et kropsligt eller spirituelt spejl, eller lærer fra andres instruktion, hvor der er en plet skidt på hans ansigt, hvad enten kropsligt eller spirituelt, lige da, og ikke senere løber han øjeblikkeligt til kilden for at vaske sig. Hvis pletten er en synd faktisk begået , så er kilden den hellige kirke, og vandet er skriftemål af alle detaljer. Hvis det er en blind rod og bevægelse af synd, så er kilden den barmhjertige Gud og vandet er bøn, og alt hvad der følger med den.
Deraf kan du se at ingen tænkning kan fuldt opnås af begyndere og dem der gør fremskridt medmindre at læse eller at lytte kommer først, og ingen bøn kan opnås uden tænkning.
36. Kapitel
Men sådan er det ikke for dem der arbejder kontinuerligt med arbejdet kontemplation. Deres meditationer er som pludselige opfattelser og blinde fornemmelser af deres egen menneskelighed, eller af Guds godhed, uden at meditere over nogen forudgående læsning eller lytning, og uden særlige overvejelser om andet under Gud. Disse pludselige opfattelser og blinde fornemmelser læres hurtigere fra Gud end fra en menneskelig lærer.
Det vil være lige meget hvis du i øjeblikket ikke har andre meditationer om din syndighed eller Guds godhed (Jeg mener hvis du selv føler dig så bevæget til det ved nåde og af dine rådgivere) end det du kan finde i ordet SYND og i ordet GUD, eller andre lignende ord hvis du synes - ikke analysere eller fortolke disse ord med interlektuel opfindsomhed, søgende efter at fastholde deres egenskaber, som hvis du ved at gøre det, ville forbedre din hengivenhed. Jeg mener at i arbejdet kontemplation kan det aldrig være sådan. Men hold disse ord komplet hele, og fokuser på synd som en klump, du ved ikke hvad, intet andet end dig selv. Mens du er engageret i denne blinde overvejelse over synd, netop størknet ind i en klump, hvilket er intet andet end dig selv, det forekommer mig at ikke kunne være noget mere vanvittigt væsen, som har brug for at blive bundet ned, end dig selv. Og alligevel, enhver som ser på dig vil tænke om dig at du er nogenlunde sobert disponeret i kroppen, uden nogen forandring af udtryk, og om du sidder, går, ligger, læner eller står, eller knæler, uforanderligt hvilende.
37. Kapitel
Som meditationerne gjort af dem, som ved Guds nåde, arbejder kontinuerligt med kontemplation pludselig stiger op uden nogen mellemkomster, er det lige sådan med deres bønner. Jeg tænker på deres individuelle bøn, ikke de bønner der er ordineret af den Hellige Kirke. For dem som arbejder i ægte kontemplation, gør ingen bønner så meget ære som dem, og af denne grund udfører de dem i den form og orden som er udfærdiget af de Hellige Fædre før os, Men deres individuelle bøn stiger altid øjeblikkeligt til Gud, uden nogen mellemkomst eller nogen specielle for-meditationer før eller sammen med dem. Hvis de er i ord, hvilket de kun sjældent er, så er det meget få ord - Ja, jo færre, jo bedre. Ja, og hvis det bare er et kort ord på en stavelse, synes det for mig bedre end to eller flere stavelser, og mere i overensstemmelse med det spirituelle arbejde, siden det er tilfældet at den spirituelle arbejder i sit arbejde kontemplation altid bør have det højeste og mest ultimative spirituelle niveau. Du kan se at dette er sandt, ved en illustration taget fra vores naturlige instinkter. Hvis en mand eller kvinde bliver bange for en ild der er opstået, eller en der dør, eller hvad det ellers måtte være, så drives han pludselig af hast til hans sjæls ekstremer og af nødvendighed til at råbe eller bede om hjælp. Så hvordan gør han det? Helt sikkert ikke med mange ord, nærmere i en eller to stavelser. Og hvorfor det? Fordi det virker som en for lang forsinkelse, til at udtrykke hastværket og hans sjæls agitation Og så braser det voldsomt ud af ham, med stor følelse, og han råber bare et kort ord eller stavelse, som ordet ILD! eller ordet UD! Lige som det korte ord ILD! snarere vækker ørene på de der lytter, og gennemborer til dem hurtigere, sådan gør også et kort ord på en stavelse, ikke bare når det tales eller tænkes, men hemmeligt intenderes i den spirituelle dybde, hvilket også er højde (for, i det spirituelle er det det samme, højde og dybde, lægde og bredde). Og det gennemborer ørene på almægtige Gud, hurtigere end nogen lang salme som uden mindfulness mumles ud af munden. Det er derfor der er skrevet at korte bønner gennemborer himlen.
38. Kapitel
Og hvorfor gennemborer den himlen? Denne korte lille bøn på en stavelse? Helt sikkert fordi denne bøn bedes med et fyldt hjerte, i den spirituelle højde og dybde, længde og i bredde i den person som beder. Den er i højden fordi bønnen bedes med fuld spirituel kraft. Den er dybden fordi i denne lille stavelse rummes i hele den spirituelle visdom. Og den er længden fordi, hvis det altid kunne føles som det føles nu, ville den altid råbes, som den råber nu. Den er i bredden fordi den ønsker det samme for alle andre som den øsnker for dig selv. Det er i dette øjeblik en sjæl har forståelse med alle helgerne, som vi læser det i skt. Paul, hvad er bredden, og længden, og dybden og Guds højde? Uendelig og grænseløs kærlig, almægtig og fuldkommen vis - ikke helt, men delvis og på denne måde passende for arbejdet kontemplation. Guds evighed er hans længde, og hans kærlighed er hans bredde, hans kraft er hans højde, og hans visdom er hans dybde. Det er ikke mærkeligt hvis en sjæl, der er i så nær overenstemmelse ved nåde af billedet og lighed med Gud, dens skaber, høres med det samme af Gud, ja, selvom det er en meget syndig sjæl - hvilket er, som det var, en fjende af Gud - Hvis den gennem nåde kan klare at råbe sådan en lille stavelse spirituelt i højden, og dybden, længden og bredden, ville den voldelige støj fra dette råb altid blive blive hørt og hjulpet af Gud.
Her er et eksempel, antag en anden er din dødsfjende, og du hører ham forfærdet fra bunden af hans sjæls dybde råbe det lille ord ILD! eller ordet UD! Uanset det faktum at han er din fjende, men af sand medlidenhed i dit hjerte, rørt og vækket af elendigheden i hans råb, rejser du dig - Ja, selvom det var omkring midvinters nat - og hjælper ham med at slukke hans brand, eller at berolige ham og at hjælpe ham i hans nød. Kære Herre, siden et menneske ved nåde kan blive gjort så barmhjertigt at have så meget barmhjertighed, og så meget medlidenhed med sin fjende, uanset hans fjenskab, hvilket medlidenhed og barmhjertighed vil Gud så ikke have med sjælens spirituelle råb, dannet og formet i højden, og dybden, og længden og bredden af sjælen. Gud, som af natur, har alt hvad mennesket har ved nåde, og meget mere? Han vil helt sikkert have meget mere barmhjertighed, uden sammenligning, siden dette er det faktum, at hvad der besides fra naturens hånd er mere intimt forbundet med dets besidder end hvad der besiddes ved nåde.
39. Kapitel
Af denne grund bør vi bede i vores spirituelle højde og dybde, længde og bredde, og ikke i mange ord, men i et lille ord af en
stavelse.
Og hvilket lille ord bør det være? Helt sikkert et sådan ord som passer bedst til bønnens indre natur. Og hvilket ord er det? Lad os først se på hvad bønnens egen natur er, og derefter kan vi mere klart vide hvilket ord der bedst klæder bønnens natur.
Bøn i sig selv, for at være præcis, er intet andet end dedikeret intention rettet imod Gud for at opnå gode ting og fjerne onde.
Altså, siden sagen er at alt det onde forstås som synd, enten som dets årsag eller det som er, lad os, når vi ønsker at bede inderligt for at fjerne det onde, sige, tænke eller intendere intet andet, og ikke flere ord, end det lille ord SYND. Og hvis vi ønsker at bede inderligt for at opnå gode ting, lad os udtrykke, i ord, tanke eller ønske, intet andet, og ikke flere ord, end ordet GUD. For Gud er alle gode ting, både deres årsag og deres væren.
Vær ikke overrasket over at jeg adskiller disse ord fra alle andre; for hvis jeg kendte nogen kortere ord som i sig indeholdt alle gode ting og alle onde så fuldt som disse to ord gør, eller igen, hvis jeg havde lært af Gud at vælge nogen andre ord, ville jeg have valgt de andre, og opgivet disse, og derfor råder jeg dig til det samme. Vær ikke fast besluttet omkring ord. For på den måde vil du aldrig opnå dit mål eller opnå kontemplation, for det opnås aldrig ved beslutsomhed, men kun ved nåde. og derfor, selv om jeg skriver disse ord ned her, vælg ikke nogen andre ord for dine egne bønner end dem du er bevæget af Gud til at vælge. På den anden side, hvis Gud bevæger dig til at vælge disse, råder jeg dig ikke til at opgive dem. Jeg mener - at hvis du vil bede i ord, ikke ellers - for det er meget korte ord.
Selv om kortfattethed i bøn virkelig anbefales her, betyder det ikke at hyppigheden af bøn skal nedsættes. For, som som det blev sagt tidligere, bøn er skabt i ens spirituelle længde, derfor den bør den aldrig holde op, indtil det øjeblik, hvor alt er fuldt opnået som vi længes efter. Vi har set det illustreret ved den forfærdede mand eller kvinde nævnt tidligere; for vi kan godt se at de aldrig vil holde op med at råbe det lille ord UD! eller det lille ord ILD! før de i vid ustrækning har fået hjælp til at løse deres problemer.
40. Kapitel
På samme måde, fyld sindet med det spirituelle indtag af ordet SYND, uden at tage dig specialt af hvilket type synd, om den er tilgivelig eller dødelig, stolthed, vrede, misundelse, begærlighed, dovenskab, frådseri eller liderlighed. Hvilket behov har kontemplative for at bekymre sig om hvad, eller hvor stor en synd det er? For dem synes alle synder at være lige store - Jeg mener mens arbejdet kontemplation foregår - når den mindste synd skiller dem fra Gud og holder dem fra den spirituelle fred.
Og føl synd som en klump, du ved ikke hvad, men intet andet end dig selv. Og råb kontunuerligt spirituelt, "synd, synd, synd! ud, ud, ud!" Dette spirituelle råb læres bedre fra Gud ved erfaring, end fra noget menneske ved ord; for det er bedst når det er udelukkende spirituelt, uden nogen særlige tanker ellerer udtryk af nogen ord, bortset fra ved nogle særlige lejligheder når spirituel overflod braser ud i ord, sådan at kroppen lige så meget som sjælen fyldes med sorgen og byrden af synd.
Du må gøre det samme med det lille ord GUD. Fyld sindet med dets spirituelle indtag uden nogle særlige hensyn til nogen af Guds arbejder, om de er gode, bedre eller bedst at alle, i krop eller sind, eller til hvilke som helst dyd som kan formes i den menneskelige sjæl ved nåde, uanset on det er ydmyghed eller velgørenhed, tålmodighed eller afholdenhed, håb, tro eller moderation, renhed eller frivillig fattigdom. Hvilket behov har kontemplative for at bekymre sig om det? De finder og oplever alle dyder i Gud, for i ham er alle ting, både som deres årsag, og i deres væren. For det virker for dem som om, hvis de havde Gud, ville de have alt der er godt, og derfor ønsker de ikke noget særligt, men kun gode Gud. Gør det samme, så langt som du kan ved nåde; og fokuser helt på Gud, og på Gud som helhed, så intet andet end Gud arbejder i dine tanker og din vilje.
Og derfor hele tiden, mens du lever dette elendige liv, må du altid være opmærksom på en aller anden måde, på denne dårligt stinkende klump af synd, som om den var samlet og størknet ind i din værens substans, og af denne grund bør du fokusere skiftevis på disse to ord, SYND og GUD, og forstå generelt, at hvis du havde Gud ville du være uden synd, og hvis du kunne være uden synd ville du have Gud.
41. Kapitel
Hvis du nu spørger mig hvilket tilpasninger du må udøve i dette arbejde kontemplation, svarer jeg dig ved at sige: "Ingen overhovedet". I alle dine andre handlinger må du lave tilpasninger, som at spise og drikke, i at sove, i at beskytte din krop mod ekstrem kulde eller varme, i forhold til hvor længe du beder eller læser, eller taler med dine kristne venner: I alt dette må du tilpasse dig, så det hverken er for meget eller for lidt. Men i arbejdet kontemplation må du ikke have nogen begrænsninger, for jeg vil have du aldrig ophører med dette arbejde mens du er i live.
Jeg siger ikke at du altid vil være i stand til at fortsætte i det med samme friskhed, for sådan kan det ikke være. Nogen gange vil sygdom og andre uforudsigelige krops og sjæls tilstande opstå, og mange andre naturlige nødvendigheder, forhindre dig meget, og ofte få dig til at stige ned fra kontemplationens højde. Men jeg siger at du altid må være engageret i det, enten i alvor eller leg - det er for at sige, enten i realiteten eller i intentionen. Og derfor, af kærligheden til Gud, vær på vagt overfor sygdom så meget som du kan med fornuften i behold, sådan at, så vidt som du kan, er du ikke årsag til din egen svaghed. For i sandhed fortæller jeg dig, at dette arbejde kræver den største ro, og bedste helbred og renhed i kroppen lige så meget som i sjælen.
Og derfor, af kærlighed til Gud, gør din adfærd tilpasset krop og sjæl, og hold dig selv så sund som muligt. Og hvis sygdom kommer, du ikke kan kontrollere, vær tålmodig og vent ydmygt Guds barmhjertighed, og så vil det hele være godt nok. For jeg fortæller dig som sandt er, at tålmodighed i sygdom og forskellige andre trængsler ofte behager Gud meget mere end nogen dejlige hengivelser du kan opleve med godt helbred.
42. Kapitel
Men måske spørger du mig nu, hvordan du skal regulere dig selv med tilpasning af mad, søvn, og med alt andet. Og så er jeg tilbøjelig til at svare kort: "Tag hvad der kommer!" Gør altid arbejdet kontemplation uden ophør og uden tilpasning, og du vil nemt vide, hvornår du skal begynde og slutte alle dine andre aktiviteter med udmærket tilpasning. Jeg kan ikke tro at en sjæl som fortsætter dette arbejde nat og dag uden tilpasninger vil være i stand til at tage fejl i nogle af de udadvendte aktiviteter - og ellers forekommer det mig at det altid ville gå galt.
Og derfor, hvis jeg kunne opnå en årvågen og ivrig bekymring om det spirituelle arbejde i min sjæl, ville jeg tage mig i agt for at spise og drikke, sove og tale og i alle mine andre udadvendte aktiviteter. For jeg tænker virkelig at ved sådan agtelse vil jeg hurtigere opnå tilpasning end ved nogen ivrig bekymring om disse ting, i forhold til ved at ved bekymring at etablere en begrænsning og et mål for dem. Virkeligt, ville jeg aldrig opnå det på denne måde, uanset hvad jeg siger eller gør. Lad folk sige hvad de vil, og lad erfaringen vise svaret. Så løft dit hjerte op med en blind bevægelse af kærlighed, og fokuser nu på skift på synd og på Gud. Du vil gerne have Gud, du vil gerne af med synd. Gud vil have dig, og synd kan du være sikker på. Må Gud hjælpe dig nu, for nu har du behov.
43. Kapitel
Sørg for at intet arbejder i dit sind eller i din vilje andet end Gud alene, og prøv at overkomme al viden og følelser for noget under Gud, og tramp det ned under skyen af glemsel. Og du må forstå at i arbejdet kontemplation skal du ikke bare glemme alle andre skabte væsner end dig selv, og deres handlinger eller dine, men du skal også glemme både dig selv og dine handlinger for Guds skyld, lige som alle andre væsner og deres handlinger. For det er en perfekt elskers natur ikke bare at elske den han elsker mere end sig selv, men på en måde også at hade ham selv for den han elskers skyld.
Det her er hvordan du må lede dig selv: du må væmmes og finde alting udtrættende der arbejder i dit sind og vilje andet end Gud alene. For ellers er det sikkert, hvad end det måtte være, det er mellem dig og din Gud. Og ikke mærkeligt, hvis du væmmes og afskyr at tænke på dig selv, når du altid må føle synd som en modbydelig stinkende klump, du ved ikke hvad, mellem dig og din Gud - en klump hvilket intet andet er end dig selv. For det må virke på dig som samlet og størknet med dins værens substans, ja, som hvis der ikke var nogen forskel mellem dem.
Så nedbryd al viden, og følelser af enhver slags om skabte væsner, men mest magtpålæggende om dig selv. For viden og følelser for alle andre skabte væsner afhænger af viden og følelser for dig selv, siden, i sammenligning med dig selv, glemmer du nemt alle andre skabte væsner. Hvis du er ivrig efter at teste dette, vil du finde, når du har glemt alle andre skabte væsner og alt det de gør, ja, og også alt hvad du selv gør, vil der stadig forblive, mellem dig og din Gud, en nøgen viden og følelse af din egen eksistens; og den viden og følelse må altid ødelægges, for det kommer sig sådan at du kan erfare perfekt kontemplation.
44. Kapitel
Nu spørger du mig, så, hvordan kan du ødelægge denne nøgne viden og følelse af din egen eksistens. For måske virker det som om at hvis den blev destrueret, ville alle andre hindringer også blive destrueret; og hvis du tænker sådan, så har du fuldstændig ret. Men for at svare på dit spørgsmål, siger jeg at uden særlig nåde frit givet af Gud, sammen med en tilsvarende kapacitet fra din side til at modtage denne nåde, kan denne nøgne viden og følelse af din egen eksistens på ingen måde destrueres. Denne kapacitet er intet andet end en dyb og magtfuld spirituel sorg. Men i denne sorg må du udøve tilpasning på denne måde: du må være forsigtig på den tid hvor du har denne sorg, med ikke at anstrenge din krop eller din sjæl så barskt, men at sidde ret stille, som hvis du ved at falde i søvn, udmattet af gråd og sunket ned i sorg. Det er ægte sorg, det er perfekt sorg, og velsignet er den som modtager sådan sorg. Alle mennesker har årsager til sorg, men en kender og føler at han er føler i særdeleshed årsag til sorg. Sammenlignet med dette, er alle sorger som spil, ud over inderlige. For en som ved og føler ikke bare hvad han er, men at han er kan være inderligt ked af det; og en som aldrig har følt denne sorg har grund til at sørge, fordi han endnu aldrig har følt perfekt sorg.
Når denne sorg erfares, renses ikke kun sjælen for synd, men også for den smerte som er en følge af dens synd, derudover, gør den en sjæl i stand til at modtage glæden som fjerner al viden og følelse af ens egen eksistens. Den sorg, når rigtig forstået, er fuld af hellig fylde; ellers kunne ingen levende på jorden udholde eller bære den. For hvis en sjæl ikke blev delvis opretholdt af en slags velbehag i den sande praksis, kontemplation, ville den ikke være i stand til at bære den smerte den har i at kende og føle dens eksistens. Sjælen ønsker at have ægte kendskab og følelse af Gud i spirituel renhed (så langt det er muligt på jorden), men føler ikke den kan, for den vil altid finde dens kendskab og følelse som var den besat og fyldt op med en fæl, stinkende klump af den selv, hvilket altid vil være hadet og foragtet og forladt, hvis sjælen skal være Guds perfekte discipel, belært af Gud selv på bjerget af perfektion, og hver gang den føler dette, bliver den næsten vanvittig af sorg og jamrer, kæmper, forbander og bander, og, for at sige det kort, føler den bærer sådan en tung byrde den selv er, at den er lige glad med hvad der bliver af den, så længe Gud er tilfreds. Alligevel i al denne sorg har sjælen intet ønske om ikke at eksistere, for det ville være djævelsk vanvid og foragt for Gud, men den er godt tilpas med at eksistere, og tilbyder hjertets dybe tak til Gud for eksistensens fremragende gave, selvom den ønsker uafbrudt at mindske kendskab og følelse af dens eksistens.
Hver sjæl har brug for at opleve og føle denne sorg og denne fylde i sig selv, uanset om det er på denne måde eller den anden, som Gud nedlader sig til at lære hans spirituelle discible, i overensstemmelse med hans gode fornøjelse og deres tilsvarende kapacitet i krop og sjæl, i niveau af opnåelse og temperament, indtil tiden kommer når de kan blive perfekt forenet i Gud i perfekt velgørenhed - sådan perfektion som kan opnås på jorden hvis Gud giver den.
45. Kapitel
Men, jeg vil fortælle dig en ting: en ung discipel som endnu ikke er øvet praktiserende og prøvet i spirituel aktivitet kan nemt blive bedraget i det arbejdet kontemplation, og, medmindre han hurtigt tager sig af det og har nåde til at holde tilbage og ydmygt acceptere vejledning, vil hans kropslige kræfter måske ødelægges og hans spirituelle sanser give efter for vrangforestillinger. Alt dette er resultatet af stolthed, og sanselig og interlektuel opfindsomhed.
Bedraget kan ske på denne måde. En ung mand eller kvinde, som nyligt har ansøgt om at lære hengivenhed, hører denne sorg og disse ønsker læst og talt om - hvordan man skal løfte sit hjerte op til Gud og uafbrudt ønske at føle Guds kærlighed. Og tilfører deres sinds opfindsomhed, Sådan disse mennesker med det samme forstår disse ord på en ikke spirituel måde, altså ikke som de var intenderet, men kødeligt og fysisk, og de piner voldeligt deres fysiske hjerter i deres bryst. Og hvad med mangel på nåde, hvilket de påstår at have, og hvad med deres egen stolthed og opfindsomhed, de anstrenger deres vener og og kropslige kræfter på sådan bastialsk og voldelig måde at inden for kort tid sker der en af to ting. De kan bukke under for træthed og en slags sløv svaghed i krop og sjæl, hvilket får dem til at vende sig udaf for at søge en falsk og tom kødelig nydelse, som for at genopfriske krop og sjæl. Alternativt, hvis de ikke bukker under på den måde, så - på baggrund af deres spirituelle blindheds konto og den kropslige ophidselse af deres fatning gennem dette simulerer kontemplativt arbejde (hvilket det ikke er spirituelt, men bastialsk) - enten får de fortjent deres bryst opildnet med et unaturligt fysisk hede, medført af misbrug af deres krop eller af denne simulerede kontemplation, eller de oplever en forestilt hede produceret af djævelen, deres spirituelle fjende, forårsaget af deres stolthed, og sanselige og interlektuelle opfindsomhed.
Og alligevel tror de måske det er kærlighedens ild, produceret og optændt ved helligåndens nåde og godhed af. Sandt er, mange ondskaber springer fra dette bedrag og dets afkom; meget hykleri, meget kætteri, og store fejl. For i djævelens skole er sådan falske følelser umiddelbart fulgt af falsk viden, lige som Guds skole følges ægte følelse af sand viden. For jeg fortæller dig som sandt er at djævelen har hans komtemplative, som Gud har hans.
Dette bedrag af falske følelser og efterfølgende falsk viden, har mange bemærkelsesværdige variationer, som følge af variationen af situationer og de præcise egenskaber hos dem der bedrages: sådan som ægte følelse og viden har hos dem der bliver reddet. Men jeg vil ikke beskrive flere bedrag her end dem jeg tror du vil være angrebet af hvis du nogensinde engagerer dig til dette arbejde kontemplation. For hvad ville det gavne dig at vide hvordan de store lærde, og mænd og kvinder i andre omstændigheder end dig selv bliver bedraget? Ikke overhovedet, helt sikkert. Og derfor vil jeg kun fortælle dig om dem som kan tilstøde dig, hvis du udøver dette arbejde selv; og jeg gør det sådan at du kan være på vagt overfor dem i din aktivitet, hvis du angribes af dem.
46. Kapitel
Af kærlighed til Gud, derfor, pas på i arbejdet kontemplation ikke at anstrenge dit hjerte i dit bryst for råt eller ureguleret, men arbejd med dygtighed hellere end brutal styrke. For jo mere dygtighed, jo mere ydmyg og spirituelt, og jo mere råt, jo mere fysisk og som et bæst. Så pas på, for ethvert bæst agtig hjerte som antager at røre højdepunktet af kontemplation vil helt sikkert blive slået væk med sten. Sten er hårde og tørre af natur, og hvor de rammer er det meget smertefuldt; og det er sikkert at sådanne rå markeringer sidder fast i det kødelige af vores kropslige følelser, og er tørre og golde i mangel på viden om nåde, og de sårer den elendig sjæl smerteligt, og gør det gnaver i vrangforestillinger anvist af djæveler. Vær altså på vagt, overfor denne bæst-lignende råhed, og lær dig selv at elske med dygtighed, med et blidt og sammensat udtryk af krop og sjæl. Høfligt og ydmygt afvendt vores Herre vilje, og ræk ikke ud for hastigt som en grådig grayhound, uanset hvor opsat din sult. Og, for at udtrykke det legende, jeg presser på for at du gør dit bedste for at styre de rå og umodne bevægelser i din sjæl, præcis som hvis du overhovedet ikke vil lade Gud vide hvor glad du ville være for at se ham, og have ham, og føle ham nu. Måske du synes det er barnligt talt og legende, men jeg tror at enhver som har fået nåde til at gøre og føle som jeg siger ville føle Gud lystigt lege med ham, som en far med hans barn, der kysser og knuser, og vil glæde sig over at det er sådan.
47. Kapitel
Vær ikke overrasket over at jeg taler på denne på en barnlig måde, og som var det fjoldet og uden naturlig diskretion. Jeg gør det af bestemte årsager, da jeg tror jeg ved mange lejligheder er jeg blevet bevæget til at føle på denne måde, og til at tænke og tale sådan til nogen af mine mest intime venner i Guds fælleskab, lige som jeg nu gør for dig.
En grund til jeg presser på for at du skal skjule dit hjertes ønsker for Gud er dette: Fordi jeg forventer at ved en sådan forsegling vil det komme til hans viden, til gavn for dig, og opfyldelse af dit ønske, mere klart end det ville ved noget andet udtryk, jeg kunne forestille mig du kunne opnå. En anden grund er at jeg gerne vil have sådan forseglet udtryk til at lede dig væk fra råheden af kropslig følelse ind i renheden og dybden af spirituel følelse, og altså i formålets gøren hjælpe dig binde den sidste spirituelle knude af brændende kærlighed mellem dig og din Gud, i spirituel enhed og viljens harmoni.
Du ved godt at Gud er spirit; og hvis nogen skal forenes med ham skal det være sandt og dybt spirituelt, meget langt fra noget simuleret eller kropsligt. Det er sandt at alt er kendt af Gud, og ingenting, hverken kropsligt eller spirituelt, kan skjules fra hans viden. Men fordi det er sådan han er spirit, er noget gemt i spirituel dybde mere åbent, gjort kendt og afsløret for ham end noget blandet med nogen form for kropslighed; for i tingenes natur, er alt kropsligt længere fra Gud end noget spirituelt. Af denne årsag forekommer det, at så længe vores ønsker er blandet med nogen form for kropslighed - som det er når vi tvinger og anstrenger os selv spirituelt og kropsligt på samme tid - det er længere fra Gud, end det ville være hvis vi handlede med mere hengivenhed og dygtighed, ædruelighed og renlighed og i dybden spirituelt.
Der kan du se, i det mindste til en hvis grad, hvorfor jeg påskynder dig at forsegle og skjule bevægelserne, som opstår fra dine ønsker, fra Gud på en sådan barnlig måde. Og alligevel, presser jeg ikke på for du skal skjule det fuldstændig, for det ville være et fjoldet råd at påskynde dig at gøre det fuldstændig, fordi det kan ikke gøres. Men jeg påskynder dig at gøre hvad du kan for at skjule det. Og hvorfor presser jeg på med dette? Helt sikkert, fordi jeg ønsker du skal kaste det i din spirituelle dybde, langt fra nogen rå blanding med noget kropsligt (hvilket ville gøre det mindre spirituelt, og derfor længere fra Gud), og fordi jeg godt ved at jo mere spiritualitet din sjæl har, jo mindre har den af kropslighed, og jo tættere er den på Gud, jo bedre behager det ham, og jo mere klart kan det ses af ham. Ikke at hans syn kan være mere klart på noget tidspunkt, eller på nogen måde end et andet, fordi det er evigt uforanderligt; men din sjæl er mere som ham når den er spirituel ren, for han er spirit.
Der er en anden grund til jeg presser dig til at gøre hvad du kan for ikke at lade ham vide det. Du og jeg, og mange som os, er så tilbøjelige til at forstå noget som menes spirituelt på en kropslig måde, at måske, hvis jeg havde presset dig til at vise bevægelsen i dit hjerte til Gud, ville du have vist det til ham på en kropslig måde, i udtryk eller stemme, eller i ord, eller ved en anden rå kropslig anstrengelse, som når du vil vise noget gemt i dit hjerte til en kropslig person: og i den udstrækning ville dit arbejde være urent. For ting må vises på en måde til mennesker og på en anden måde til Gud.
48. Kapitel
Det siger jeg ikke fordi jeg vil have du skal stoppe, hvis du på noget tidspunkt er bevæget til at bede mundligt, eller, gennem overflod af spirituel hengivelse, at bryde ud i tale til Gud som til et menneske, og ytre nogle gode udsagn som du føler dig rørt til, som for eksempel "gode Jeus", "retfærdige Jesus", "søde Jesus" eller noget lignende. Nej, Gud forbyde hvis du skulle forstå mig på den måde, for det er virkelig ikke hvad jeg mener. Og Gud forbyde at jeg skulle adskille, hvad Gud har samlet, krop og sjæl, for Gud ønsker at blive tjent med krop og med sjæl, begge samlet, som det er passende, og give mennesket hans belønning både i krop og sjæl.
Og, som en forsmag på den belønning, nogen gange - ikke en eller to, men måske meget ofte, når det behager ham - vil han antænde en flamme i kroppen på en af hans hengivne tjener, her i dette liv, med de mest vidunderlige fornemmelser af sødme og behag. Nogle af dem kommer ikke ind i kroppen udefra gennem vores sansevindue, men indefra, stigende op fra og springende fra overflod af spirituel glæde, og fra ægte spirituel hengivenhed. Sådan behag og sødme bør ikke vække mistanke, og, kort sagt, jeg tror ikke nogen som oplever det, kan opleve det vækker mistanke. Men alle andre behageligheder, lyde, og jublen, og sødme, som kommer pludselig fra uden for dig selv, uden du ved hvor fra. Jeg beder dig om at lade dem vække mistanke. For de kan være enten gode eller onde: produceret af en god engel, hvis de er gode, og af en ond engel, hvis de er onde. Men sådan oplevelse kan helt sikkert ikke være onde hvis den interlektuelle opfindsomheds bedrag og af ukontrolleret anstrengelse af det kropslige hjerte er fjernet som jeg lærer dig det, eller på en bedre måde hvis du kender en. Og hvorfor er det sådan? virkelig, fordi det der producerer dette behag er den dedikerede bevægelse af kærlighed, der hviler i den rene spiritualitet. Dette formes af almægtige Guds hånd, uden mellemkomst, og må derfor altid være fjernt fra nogen vrangforestilling eller falsk menning som kan komme til os i dette jordiske liv.
Hvad angår de andre behageligheder, lyde og sødme og hvordan du kan vide om de er gode eller onde, har jeg ingen intention om at fortælle dig nu, fordi det for mig virker unødvendigt, fordi du kan finde det et andet sted, skrevet af nogen andre, tusinde gange bedre end jeg kan sige det eller skrive. Sandelig, kan du der finde en meget bedre forklaring af hvad jeg har skrevet her. Men hvad betyder det? Jeg stopper ikke på grund af det, og det vil ikke give mig problemer at tilfredsstille ønsket og bevægelsen i dit hjerte, hvilket du har vist dig selv du besidder, før end dette i dine ord, og nu i dine gerninger.
Det her kan jeg fortælle dig, alligevel, om de lyde og sødme som kommer ind gennem dine sansers vindue, og som kan være gode eller onde. Praktiser uden stop denne blinde, dedikerede og glade bevægelse af kærlighed som jeg beskriver, og så har jeg ingen tvivl om at den vil være i stand til at fortælle dig om dem. Og hvis du ved første lejlighed du er delvis i vildrede over dem, fordi de er ukendte, stadig, er det her hvad det vil gøre for dig - det vil binde dit hjerte så fast at du ikke vil give fuld tiltro til dem før tiden kommer, hvor du får sikker viden omkring dem, enten vidunderligt spirituelt indefra fra Gud, og ellers udefra fra råd fra en retfærdig spirituel far.
49. Kapitel
Jeg beder dig, altså, om glad at stole på denne ydmyg bevægelse af kærlighed i dit hjerte, og følge den, for det vil være din guide i dette liv og bringe dig til himlen i det næste. Det er substansen af ethvert godt liv og uden det kan intet godt arbejde begyndes eller afsluttes. Det er intet andet end god vilje i harmoni med Gud, og en slags tilfredshed og glæde som du føler i din vilje med alt hvad han gør.
Sådan en god vilje er substansen af al perfektion. Alle søde og behagelige følelser, kropslige og spirituelle, er, som det var, blot dets tilfældigheder, hvor end hellige de måtte være, de afhænger blot af den gode vilje. Jeg kalder dem tilfældigheder, fordi de kan være tilstede eller ikke uden at påvirke dens natur (Jeg mener i dette liv: men ikke sådan i himlens lyksagelighed, for der vil de være usynligt forenet med perfektionens substans, som kroppen i hvilket de virker vil være forenet med sjælen). Så deres substans her er ganske enkelt en god spirituel vilje. Og jeg tror fast på at enhver som oplever denne perfektion af viljen (så langt som den kan opnås på jorden) vil være lige så villig og behaget med at undvære søde eller behagelige fornemmelser der kan komme til en person i dette liv, hvis det er hvad Gud vil, som han ville være med at føle og have dem.
50. Kapitel
Altså kan du se at vi bør lede hele vores bekymring mod denne ydmyg bevægelse af kærlighed i vores vilje i; og (hvis det er høflig og attraktivt at sige det) vi bør have en slags opmærksomhed omkring alle andre følelser og sødme og behag, kropslige eller spirituelle, hvor end dejlige eller hvor hellige de end måtte være. Hvis de kommer, velkom dem: men stol ikke for meget på dem af frygt for svaghed, for det vil tage en stor del af din styrke at vedligeholde sådan følelser og gråd ret længe af gangen. Måske du også, kan være bevæget til at elske Gud på grund af dem, noget du vil genkende ud fra det faktum at du er overdrevet utilfreds når de ikke er der. Hvis det er sådan, er din kærlighed ikke endnu hverken ren eller perfekt, for selv om en ren og perfekt kærlighed tillader kroppen at være tilfredsstillet og glad ved tilstedeværelsen af sådanne søde følelser og tårer, er den ikke desto mindre ikke utilfreds, men derimod meget tilfreds med at være uden dem, hvis det er Guds vilje.
Alligevel hos nogen mennesker er det usædvanligt at deres kærlighed er uden sådanne behag, men hos andre er sådanne fornemmelser af sødme og behag kun sjældent tilstede. Alt dette er som Gud disponerer og ordinerer, efter forskellige menneskers velfærd og behov. Nogen mennekser er så svage og blide i ånden, at hvis de ikke modtog sådan opmuntring ved at opleve denne sødme, ville de aldrig bære eller udholde de forskellige fristelser og trængsler som de lider og er plaget med i dette liv i hænderne på deres kropslige og spirituelle fjender. Nogen er også så svage i kroppen at de ikke kan yde alvorlig bod for at rense dem selv, og vores Herre vil mest nådigt rense dem i ånden med sådanne søde følelser og gråd. Og så på den anden side er der mennesker så spirituelt stærke at de er i stand til at finde tilstrækkeligt behag inde i deres sjæle, ved at ofre denne ærbødige og ydmyg bevægelse af kærlighed og viljens harmoni, så de ikke har noget større behov for at blive vedholdt med sådanne søde behag i deres kropslige følelser. Hvilket er de to typer der er mere hellige eller mere kære for Gud, ved Gud og ikke jeg.
51. Kapitel
Derfor, stol ydmygt på den blinde bevægelse af kærlighed i dit hjerte; Jeg mener ikke dit kropslige hjerte, men dit spirituelle hjerte, som er din vilje. Og vær meget forsigtig med at du ikke forstår på en kropslig måde, hvad der siges spirituelt, for jeg fortæller dig i sandhed at de kropslige og direkte opfattelser hos dem der har opfindsomme og fantasifulde sind skaber meget fejltagelse. Du kan se en illustration af dette i mine tilskyndelser af dig til at forsegle dit ønske så langt som muligt fra Gud. Måske, hvis jeg havde opfordret dig til at vise dine ønsker til Gud, ville du have forstået det på en mere kropslig måde end du gør nu, når jeg opfordrer dig til at forsegle det; for du ved godt at alt hvad der er bevidst forseglet kastes ned i de spirituelle dybder.
Derfor forekommer det mig at være yderst nødvendigt at have forsigtighed med at forstå de ord som tales med et spirituelt formål, så du ikke forstår dem på en kropslig måde, men spirituelt, som de er intenderet. Det er især ønskeligt at være forsigtig med ordene I og OP, fordi jeg tror at mellem dem som har til intention at være kontemplative nedstammer store fejl og bedrag fra misforståelse af disse to ord. Jeg kender noget af dette ved erfaring, og noget fra andres rapportering; og jeg vil fortælle dig lidt om disse bedrag som de ser ud for mig.
En ung discibel i Guds skole, der for nyligt har trukket sig tilbage fra verden, kan tro at den korte tid i hvilket han har givet sig selv hen til bod og bøn, efter råd givet fra hans skriftefader, gør ham i stand til at påtage sig arbejdet kontemplation om hvilket han har hørt dem omkring sig tale og læse, eller måske har han selv læst. Og så, når han læser om spirituel aktivitet, eller hører det blive diskuteret, og især udsagn som at man burde trække ens tanker fuldstændig ind i en selv eller at man må klatre over sig selv, med det samme, gennem spirituel blindhed, og det konkrete og opfindsomme af hans naturlige intelligens, misforstår han disse udsagn, og tror at, fordi han finder sig selv i naturlig længsel efter mystikken, er han derfor kaldet ved nåde til kontenplation. Det kan gå så vidt som, at hvis hans rådgiver ikke er enig i han bør engagere sig i denne aktivitet, føler han en slags modvilje overfor ham og tænker - Ja, og siger måske til andre som sig selv - at han ikke kan finde nogen der ved hvad han mener. Og så med det samme, ud af dristighed og antagelser om deres geniale sind, opgiver sådanne mennesker ydmyg bøn og bod for tidligt, og går i gang med (tror de selv) højt spirituelt arbejde i deres sjæle - arbejder som, hvis rigtig forstået, er hverken kropslig aktivitet, eller spirituel aktivitet, men, for at sige det lige ud, er et unaturligt arbejde, og djævlen er lederen. Det er den nærmeste vej til kropslig og sjælelig død, for det er vanvid, ikke visdom, og det leder til vanvid. Selvom, det ikke er det de tror, for i dette arbejde forestiller de sig selv at de ikke tænker på andet end Gud.
52. Kapitel
Vanvidet jeg refererer til bliver til på følgende måde. De læser det og hører det bliver sagt, at de bør opgive udadvendte aktiviteter med deres sanser, og arbejde indandvendt; og fordi de ikke hvad indadvendt arbejde er arbejder de forkert. De vender deres kropslige sanser indad, ind i deres egen krop mod naturens orden, og vrider dem selv som ville det få dem til at se indad med deres kropslige øjne, og hører indad med deres ører, og på samme måde med alle deres sanser, lugte, smage og føle indad. Og på den måde vender de sig selv med ydersiden indad, mod naturens orden, og ved deres opfindsomhed piner de deres fantasi så overdrevet at deres hjerner til sidst er drejet i deres hoved. Så øjeblikkeligt har djævelen magt til at foregive visse falske lys eller lyde, søde dufte i deres næse, vidunderlig smag i deres mund, og mange mærkeligheder og brændinger i deres kropslige bryst eller tarm, i deres ryg og lænd, og deres ædlere dele.
Alligevel i denne fantasi virker det for dem som om de er roligt tænkende på Gud uden nogen hindringer fra distraherende tanker. Og sikkert er det sandt på en måde, for de er så fyldt op af det falske at forstyrrelse ikke kan nå dem. Og hvorfor? Fordi den djævel som ville administrere forstyrrende tanker til dem, hvis de var på den rigtige sti, er lederen af denne øvelse - og du kan være sikker på han ikke ønsker at hindre ham selv! Han vil ikke blande sig i deres tanker om Gud af angst for han skulle rejse mistanke.
53. Kapitel
Mange bemærkelsesværdige vaner findes hos dem som bedrages af denne falske kontemplation, eller et hvilket som helst aspekt af den, i modsætning til Guds sande discibles vaner. De sdst nævnte er altid nærværende i hele deres opførsel, kropsligt eller spirituelt, men sådan er det ikke med de førstnævnte. Hvis nogen ville se på dem eller få et glimt af dem mens de sidder og er engageret som de er, hvis det sker at deres øjenlåg er åbne, ville man se dem stirrende som var de gale, og grinende som hvis de så djævelen. De må også hellere se sig for, for djævelen er virkelig ikke langt væk! Nogen har deres øjne fastsiddende i deres hoved som var de svimle får der var blevet slået i hovedet og ved at dø snart. Nogen hænger deres hoved til siden, som var der en orm i deres ører. Nogen piber svagt når de skal tale, som var der ingen energi i deres krop; og dette er den virkelige karakteristik af en hykler. Nogen er så grådige og forhastede med at sige hvad de tænker, at de piber og hviner i deres hals, og dette kendetegner kættere, og dem som med forudindtagethed og interlektuel opfindsomhed insisterer på at fortsætte deres fejl.
Mange uordenlige og uskønne vaner ledsager denne fejl, hvis du skulle genkende dem alle. Der er nogle vedholdene i fejl, på trods, som er dygtige nok til at være i stand til at kontrollere dem selv i det store hele når de er i offentligheden, men hvis de kunne ses på steder hvor de er hjemme, tror jeg ikke deres opførsel kunne skjules. Faktisk, tror jeg at hvis nogen ville modsige sig deres mening direkte, ville det snart ses at de at de mister noget af deres kontrol; og alligevel ser det for dem ud som om de alt de gør er for Guds kærlighed og for at opretholde sandheden. I sandhed, medmindre Gud i hans barmhjertighed bringer et mirakel for at få dem til at stoppe hurtigt, forventer jeg de vil elske Gud på denne måde i så lang tid at de vil gå i skingrende skarpt vanvittige til Djævelen. Jeg hævder ikke at djævelen har nogle andre tjenere på jorden så perfekt bedraget og inficeret med al den fantasi jeg beskriver her, selvom det faktisk kunne være at en af dem er inficeret med dem alle, eller selv at mange er. Men jeg siger at han har ingen så perfekt hykler eller kætter på jorden som ikke er skyldig i nogen af de fantasier jeg har nævnt, eller måske skal nævne, hvis det er Guds vilje.
Nogen mennesker er så bebyrdede med mærkelige og fjollede vaner i deres kropslige fremførsel at når de hører noget drejer de deres hoved på en særlig måde til siden, og hagen går op. De lader deres mund gabe åben, som hvis de kunne høre med den og ikke med deres ører. Nogen peger når de skal at tale med deres fingre, eller på deres fingre, eller på deres eget bryst , eller brystet på den de adresserer. Nogen kan ikke sidde stille, stå stille eller ligge stille, uden enten at vrigge med fødderne og ellers gøre noget med hænderne. Nogen ror med deres arme når de taler, som hvis de skulle svømme over en lang strækning vand. Nogen smiler og ler altid af ethvert ord de siger, som om de var flirtende piger eller opmærksomhedssøgende fjollede jonglerende gøglere. Passende opførsel betyder sober og reserveret kropslig fremføring og behagelige mannerer.
Jeg siger ikke at alle disse upassende vaner i dem selv er store synder, eller at de som er overgivet til dem i sig selv er store syndere. Men jeg siger at hvis disse upassende og uordenlige vaner tager sådan kontrol over personen som engageres i dem at han ikke kan slippe dem når han ønsker, så er de tegn på stolthed og interlektuel opfindsomhed, og på uregerlig fremturen og grådighed efter viden. Især er de tegn på instabilitet i hjertet og hvileløshed i sindet, og især mangel på ægte kontemplation. Det er den eneste grund til at jeg fremsætter så mange af disse bedrag her på skrift, så en kontemplativ kan teste hans eget arbejde mod det.
54. Kapitel
Arbejdet kontemplation vil have en positiv effekt på kroppen lige såvel som sjælen hos envher som praktiserer det, og gøre ham acceptabel af alle, mænd og kvinder, som ser ham, så tilstedeværelsen af den mest ucharmerende mand eller kvinde som lever på jorden, hvis han eller hun ved nåde kunne engageres i dette arbejde, ville blive transformerede til elskværdighed. Sådan alle gode mennesker som så dem dem ville blive glade og glædes over at have deres selskab, og ville finde at i deres tilstedeværelse ville de være meget spirituelt tilpas og hjulpet mod Guds nåde.
Så lad denne gave blive vundet af enhver som ved nåden har muligheden for at vinde den, for enhver som virkelig besidder den vil være i stand til at styre sig selv og alt hvad der tilhører ham ved de medfølgende dyder. Når nødvendigt vil han være godt i stand til at bedømme folk af alle slags og karakter. Han vil være i stand til at tilpasse sig selv godt med alle som samtaler med ham, hvad enten de er habituelle syndere, eller endnu uden synd på deres andel, til forbløffelse for alle som så ham, og trække andre med ved hjælp af nåde til det samme spirituelle arbejde han selv praktiserer.
Hans ord og opførsel vil være fuld af spirituel visdom, glødende og frygtfuld, talt i alvor og oprigtigt, uden affektion, til forskel fra de bedragende og pibende hyklere. Der er nogen, som når de taler planlægger med alle deres indre og ydre styrker, hvordan de kan skabe enhver provision for at opretholde deres ry, taler ydmygt og svagt, med mange ydre tegn på hengivenhed, mere bekymret om at virke hellig i menneskers øjne end at være hellig i Guds og hans engles syn. Disse mennesker vil bekymre sig mere og beklage sig mere over et dårligt udseeende eller upassende ord talt offentligt, end de vil om tusinde tomme tanker og stinkende bevægelser af synd villigt hengivet i eller ligegyldigt spyet op i Guds ansigt, og helgenernes og englenes i himlen. Ah, Herre Gud, hvilket stolthed er der indadtil når sådan ydmyg, pibende ord er så rigelige udadtil? Jeg indrømmer villigt at det er egnet og attraktivt for dem der er ydmyge indadtil, at vise ydmyghed og attraktive ord og opførsel udadtil, vedholdene med ydmygheden som hviler i hjertet. Men jeg siger ikke at ordene skal tales med nedbrudt eller svag stemme, i modsætning til de der talers almindelige naturlige karakter. Hvis ordene er sande, vil de blive talt i sandfærdighed og i integritet med talerens stemme og sind; og hvis nogen som af natur har en ligefrem, åben og rå stemme taler svagt og svageligt. Jeg mener, medmindre han er syg i kroppen, eller taler hemmligt med Gud eller hans skiftefader - er det et klart tegn på hykleri, hvad enten hos unge eller gamle,
Hvad mere kan jeg sige om disse giftige bedrag? Medmindre disse mennesker har nåde til at opgive sådan pibende hykleri, tror jeg virkelig at, mellem den indre stolthed i deres hjerter og den ydre ydmyghed i deres ord, vil deres elendige sjæle meget hurtigt synke ind i elendighed.
55. Kapitel
Djævelen vælger at bedrage nogen mennesker på den følgende måde. Han vil optænde deres hjerne vidunderligt med ønsket om at holde Guds lov og ødelægge synd i alle andre. Han vil aldrig friste dem med noget der er manifesteret ondskab. Han gør dem ængstelige prælater som overvåger alle kristne menneskers liv uanset rang, som en abbed gør over sine munke. De vil irrettesætte alle for deres fejl, som hvis de havde deres sjæl i deres omsorg, og for dem virker det som om de for Guds skyld ikke tør gøre noget andet. De fortæller dem om de fejl de ser, og proklamerer at være drevet til at gøre sådan af velgørenhedens ild og Guds kærlighed i deres hjerter, men i sandhed lyver de, for det er ved helvedes ild bølgende i deres hjerner og deres forestillinger.
At det er sandt ses af det som følger. Djævelen er en ånd, og i hans egen natur har han ikke mere af en krop end en engel har; men godt det samme, når han eller en engel har Guds forladelse til at tage en krop for at administrere dem det måtte være i dette liv, er hans krops natur i en hvis grad i lighed med den aktivitet til hvilket han vil administrere den. Vi har nogle illustrationer af dette i de hellige skrifter. I det gamle testamente og også i det nye, når en engel blev sendt ned i kropslig form, blev den spirituelle natur af dens anliggende eller besked altid manifesteret enten ved hans navn eller af en attribut eller noget karakteristisk ved hans krop. Det sker på samme måde med djævelen, for når han fremkommer i kropslig form afslører han noget karakteristisk ved hans krop, af hvad hans tjener er i ånden.
Dette kan illustreres ved et enkelt eksempel som kan stå foran alle andre. Fra nogle nekromanti studerende har jeg fået den forståelse, af nogen af dem besidder en viden der kan tilkalde onde ånder, og fra nogen for hvem djævelen er dukket op i kropslig lighed, at i uanset hvilket kropslig lighed djævelen dukker op, har han altid kun et næsebor, og det et stort, bredt et. Og han vil gerne hæve det, sådan at en person kan se gennem det op ind i hans hjerne og i hans hoved. Hjernen er intet andet end helvedes ild, for det er den eneste hjerne en djævel kan have; og hvis han er i stand til at få en til at se ind i det, ved han ikke noget bedre, fordi det syn ville få ham til at miste hans forstand for evigt. Men en fuldt højt trænet lærling af nekromanti, er velkendt med dette og kan tage sine forholdsregler, så han ikke vil skade ham.
Det er derfor jeg siger, som jeg har nævnt tidligere, at uanset hvor djævelen tager en krop, afslører han noget karakteristisk ved den krop, som hans tjener er i ånden. For han optænder fantasien hos hans kontemplative med helvedes ild så pludseligt, at uden diskrimination, skyder de mærkelige fantasier ud, og de vil tage på dem at bebrejde andre mennesker deres fejl umodent. Dette er fordi, spirituelt har de kun et næsebor. Den adskillelse der er i den kropslige næse, skiller et næsebor fra det andet, symboliserer at man bør have spirituel skelneevne, og være i stand til at adskille det gode fra det onde, dårlige fra værre og gode fra bedre, før man giver en endelig bedømmelse at noget man har hørt talt eller set gjort omkring sig. Og på en spirituel måde forstås som en fantasi i hjernen, fordi dens natur er at dvæle og handle i hovedet.
56. Kapitel
Der er nogen mennesker som, selvom de ikke bedrages af fejlen jeg har beskrevet, stadig, som et resultat af stolthed, den naturlige intelligens opfindsomhed, og tillærte færdigheder, forlader den accepterede undervisning og råd fra den Hellige Kirke; og disse med alle deres medfølgere, stoler for meget på deres egen viden. De har aldrig haft en fast base i ydmyg, blind følelse og virtuøst liv, og derfor har de en velfortjent falsk følelse, udtænkt og produceret af den spirituel fjende; og udfaldet er at de til sidst bryder ud i blasfemi mod alle helgener, sakramenter, vedtægter og ordinanser i den Hellige Kirke. Folk dedikeret til verden og til kødet, som mener vedtægterne i den Hellige Kirke er for svære at leve op til, hælder med meget parathed hurtigt mod disse kættere og støtter dem meget, fordi det fuldstændig virker som om det leder dem en lettere vej end ordineret af den Hellige Kirke.
Jeg tror nu at enhver som falder bort fra at tage den snævre vej til himlen, vil tage den nemme vej til helvede: Lad enhver afprøve det for dem selv! For jeg tror at alle sådanne kættere og alle deres tilhængere, hvis de kunne ses så klart som de vil på den sidste dag, med det samme ville blive set at være hemmeligt bebyrdet med stor og hæslig synd af verden, og deres modbydelige kød, langt fra deres åbenlyse antagelse, igang med at vedholde fejlen. De kaldes meget passende anti-krist disciple, for det at siges om dem at, i al deres falske udadvendte adfærd, vil de afsløres som stolte kasanovaer indadtil.
57. Kapitel
Ikke mere om dem for nu; men lad os fortsætte med at se hvordan disse anmassende unge disciple i mystik misforstår et andet ord, OP. Hvis det sker at de læser, eller hører det læst eller sagt, at folk skal løfte deres hjerte op til Gud, stirrer de øjeblikkeligt på stjernerne som hvis de ønskede at være over månen, og lytter for at høre om de kan høre englene synge fra himlen. Nogen gange vil disse mænd gennembore planeternes sfære med deres fantasis opfindsomhed, og lave et hul i himlen, som villle de se igennem det. Disse mænd vil konstruere en Gud som det behager dem, og klæde ham i rige klæder, og placere ham på en trone, langt mere kunstfærdigt ind han nogensinde er blevet malet på jorden. Disse mænd vil skabe engle i kropslig lighed, og give hver af dem forskellige slags musikinstrumenter, langt mere kunstfærdigt end det nogensinde er set eller hørt i dette liv.
Djævelen vil på forunderlig vis bedrage nogen af disse mænd. Han vil sende dem en slags dug - de tror det er engle mad - som hvis det kom ud af det rene luft, og faldt blødt og sødt ind i deres munde; og så gør de det til en vane at sidde gabende, som hvis de fangede fluer. Nu er alt dette rent bedrag, uanset hvor helligt det måtte synes, for imens er deres sjæl tom for nogen som helst ægte hengivenhed. Der er så meget forfængelighed og falskhed i deres hjerter, opstigende fra deres opfindsomme praksiser, at djævlen ofte konstruerer mærkelige lyde i deres ører, mærkelige skinnende lys i deres øjne, og vidunderlige dufte i deres næser; og det er alt sammen forfalsket.
Alligevel tror de det ikke; for det virker for dem som om de har en rollemodel for denne seen og anstrengelse i st Martin, som i en åbenbaring så Gud klædt i en kappe mellem sine engle, og i st Stephen, som så vores Herre stående i himlen, og mange andre; og i Kristus, som opsteg kropsligt ind i himlen, mens disciplene så til. Og derfor siger de at vi skal dreje vores øjne opad. Jeg er helt enig i at i vores kroplige observanser bør vi løfte vores blik og vores hænder, hvis vi er bevæget i ånden til at gøre det. Men jeg siger at vores spirituelle aktiviteter må ikke ledes opad eller nedad, eller til en side eller en anden, forlæns eller baglæns, som med noget kropsligt, fordi vores kontemplative arbejde bør være spirituelt, ikke kropsligt eller udført på en kropslig måde.
58. Kapitel
Hvad der siges om St Martin og St Stephen, selv om de så sådanne ting med deres kropslige øjne, så skete det som et mirakel og en manifestering af noget spirituelt, for de ved godt at St Martins kappe aldrig blev materiel på Kristus egen krop på grund af nogen behov han havde for at beskytte sig selv fra kulden, men som et mirakel og en lignelse for os alle sammen, som er i stand til at blive reddet og gjort et spirituelt med Kristus krop. Enhver som af kærlighed til Gud klæder en fattig person eller gør en anden god gerning, kropsligt eller spirituelt, for en med et behov. Kan være sikker på at de gør det spirituelt for Kristus, og vil modtage en så virkelig belønning som hvis de havde gjort det mod Kristus krop. Det siger han selv i evangeliet, man han tænkte det var ikke nok medmindre han bekræftede det bagefter ved mirakel, og det er derfor han viste sig for St Martin i en åbenbaring.
Alle åbenbaringer som nogen sinde er set af nogen i dette liv i kropslig form har spirituelle betydninger; og jeg tror at hvis dem de blev vist til, eller os for hvis skyld de blev vist, har været spirituelle nok, eller kunne have forstået deres meninger spirituelt, ville de aldrig være blevet vist i kropslig form. Så lad os fjerne de rå skaller, og give os selv føde af de søde kerner.
Men hvordan? Ikke som kætterne, som rammende kan sammelignes med vilde mænd hvis skik det er, når de har drukket af den fine kalk, at smide den op mod muren og ødelægge den. Det må vi ikke gøre hvis vi vil gøre det godt, for vi kan ikke mætte os i frugten på sådan måde at vi foragter træet, eller drikke på sådan måde at vi ødelægger kalken når vi har drukket. Ved træet og kalken mener jeg det synlige mirakel, og alle passende kropslige praksis, som er i overensstemmelse med det spirituelle arbejde og ikke hindrer det. Ved frugten og drikken mener jeg den spirituelle betydning af synlige mirakler, og af passende kropslig praksis sådan som at løfte vores øjne og hænder mod himlen. Hvis de gøres spirituelt fremmende, er de vel gjort; ellers er de hykleri, og så er de falske. Hvis de er sande og indeholder spirituel frugt, hvorfor skulle de så foragtes? - For folk vil kysse kalken fordi der er vin i den.
Og hvad tænkte vores Herre, da han opsteg kropsligt til himlen, steg opad ind i skyerne mens hans mor og disciple så til med deres kropslige øjne? Betyder det at når vi kontemplerer bør vi altid stirre opad med vores kropslige øjne, for at se om vi kan se ham sidde eller stå i himlen, som st Stephan gjorde? Nej, det er helt sikkert han ikke viste sig kropsligt i himlen for st Stephan for at give os et handlemønster med kropsligt at se op i himlen når vi kontemplerer, i håbet om at se ham som st Stephan gjorde, hvad enten stående, siddende eller liggende. Hvordan hans krop er i himlen, stående, siddende eller liggende, det ved ingen mand, og der er ikke noget behov for at nogen skal vide det, eller vide mere end at hans krop steg op med hans sjæl, uden adskillelse. Kroppen og sjælen, som er hans mandom, er forenet med Helligånden, også uden adskillelse. Der er ingen grund til at vide om han sidder, står eller ligger, men kun at han er hvor han ønsker og være og har den kropslige form der er mest passende for ham. Hvis han viste sig selv liggende, eller stående, eller siddende til nogen person i dette liv, ville det være på grund af spirituel vigtighed, og ikke på grund af nogen kropslig holdning han har i himlen.
Lad mig give et eksempel. Ved "at stå" menes parathed til at hjælpe; og af den grund siger en kammerat på almindelig vis til en anden, når de er i fysisk kamp, "Bliv ved at gå, ven, og kæmp hårdt, og giv ikke op i kampen for let, for jeg står med dig". Han mener ikke bare stå i en kropslig betydning, for måske er kampen til hest og ikke til fods, og måske de bevæger sig, og står ikke stille; men når de siger at han vil stå med ham, betyder det klar til at hjælpe ham.
Det var af denne grund af vores Herre selv viste sig selv i kropslig form i himlen for st Stephan, da han var ved at blive martyret, og ikke for at lave et handlemønster med at se op i himlen. Det var som sagde han til st. Stephan som repræsentant for alle der lider henrettelser af kærlighed til ham, "Se, Stephan, så sandt som jeg åbner mit kropslige underlag som kaldes himlen, lader jeg dig se mig stående i kroppen, stol fast på jeg står lige så sandt ved dig spirituelt - Ved Helligåndens kraft, og jeg er parat til at hjælpe dig. Så stå fast i troen, og udhold dristigt slagene fra de skarpe sten, for jeg vil krone dig i lyksagelighed som din belønning - og ikke bare dig, men alle som lider forfølgelse for min skyld på nogen måde.
Sådan kan du se kropslige afsløringer gives med spirituelt formål.
59. Kapitel
Vedrørende vores Herres opstigning, hvis du siger, at den skete i kropslig form, og med kropslig såvel som som spirituel betydning, fordi han opsteg både som sand Gud og sand mand, vil jeg svare at han har været død, og var klædt i udødelighed, som vi også skal på vores doms dag. Og så skal vi gøres så lette i krop og i sjæl sammen, at vi kan komme derhen, hvor end vi ønsker med kroppen, så hurtigt som vi er nu spirituelt i vores tanker, hvad enten det er op eller ned, en side eller den anden, bagved eller foran. Jeg forventer da at alle retninger vil være lige gode, som lærde siger. Nu, kan du ikke komme i himlen i kroppen, men kun spirituelt, og det må være så spirituelt at det ikke kan være på nogen kropslig måde, hverken opad eller nedad, en side eller den anden, bagved eller foran.
Vid at dem som engagerer sig selv i dette arbejde kontemplation, og særlig til det kontemplative arbejde beskrevet i denne bog, selv om de læser "løfte op" eller "gå ind", og selv om arbejdet kan beskrives her som bevægende, er der behov for omhyggeligt at bemærke at denne bevægelse ikke betyder at række ud på en kropslig måde, hverken op eller ind, og ikke er en bevægelse fra et sted til et andet. Og selvom det samme tider kan kaldes at hvile, på samme måde ikke tænke, at det er hvile af den slags der betyder at blive på et sted uden at flytte sig fra det. For perfektionen i dette kontemplative arbejde er så ren og spirituel af natur, at hvis godt og korrekt forstået må det anses for at være langt fra nogen bevægelse og fra noget sted.
Det kan være med god grund det kaldes pludselig transformering hellere end bevægelse som involverer sted; for tid, sted og krop, disse tre bør glemmes i alt spirituelt arbejde. Så vær forsigtig når engageret i kontemplativ aktivitet ikke at bruge Kristus kropslige opstigning som model til at anstrenge din fantasi opad i en kropslig forstand når du beder, som hvis du ønskede at kravle over månen; for det er ikke sådan det bør være spirituelt. Hvis du virkelig ville opstige kropsligt ind i himlen, som Kristus gjorde, så kunne du bruge det som model; men ingen kan gøre det andet end Gud, som han selv vidner om når han siger: Ingen mand kan opstige til himlen, andre end ham som nedsteg fra himlen og blev menneske af kærlighed til mennesker. Og hvis det var muligt, som det på ingen måder er, ville det være gennem overflod af spirituelt arbejde, og af spirituel kraft alene, meget langt fra nogen kropslig indsats eller kropslig anstrengelse af vores fantasi, hvad enten op eller ind, eller på den ene side eller den anden. Så, opgiv sådanne fejl, det kan ikke være sådan.
60. Kapitel
Nu vil du måske sige, "Hvordan skal det være så?"; for det virker ud for dig, som om du har sand evidens for at himlen er opad, da Kristus steg opad dertil i kroppen, og sendte Helligånden, som han lovede, nedstigende oppefra på en kropslig måde, mens alle hans disciple så på; og det er hvad vi tror. Så, siden du har denne sande evidens, virker det på dig som om du ikke har nogen grund til ikke skal lede dit sind opad i en kropslig forstand når du beder.
Mit svar, selvom det måske er svagt, er dette. Siden det var sådan at Kristus opsteg i kroppen og bagefter sendte Helligånden i krop, var mere passende at den var opad og ovenfra end nedad og fra nedefra, bagved eller foran, på den ene side eller den anden; men hvis det det ikke var på denne måde passende, havde han ikke brug for at gå opad eller nedad, jeg mener så langt som vejens længde blev taget i betragtning. For spirituelt er himlen lige så nær nede som oppe og oppe som nede, bagved som foran, på den ene side, eller den anden, i sådan grad at enhver med ægte ønske om at være i himlen vil være der spirituelt i det øjeblik. For den bredeste vej og den korteste vej til himlen er ledt af ønsker, og ikke af fodtrin.
Af denne grund sagde Skt Paul om ham selv og mange andre," selv om vores krop er tilstede her på jorden, er vores liv ikke desto mindre i himlen". Med deres liv mente han deres kærlighed og ønsker, hvilket i spirituelle termer er deres liv. Og det er sikkert, en sjæl er ægte tilstede på det sted hvor den elsker som den er i kroppen og lever i den og til hvilket den giver liv; så hvis vi spirituelt vil gå ind i himlen, er der ingen grund til at anstrenge os spirituelt, hverken op eller ned, eller til den ene side eller den anden.
61. Kapitel
Det er nødvendigt, på samme måde, at løfte vores kropslige øjne og hænder, som mod den materielle himmel deroppe i hvilket de himmelske sfærer sidder fast. Hvis vi bevæges til at gøre det i vores spirituelle arbejde, mener jeg, ikke ellers - for alle kropslige ting er subjekt til spirituelle ting, og vi styres af dem, ikke omvendt.
Vores Herres opstigning fungerer som en illustration. Da den udpegede tid var kommet og det behagede ham at vende tilbage til hans far kropsligt i hans manddom (fra hvem han aldrig var og aldrig skal være fraværende i sin guddommelighed) så, gennem Guds spirituelle kraft, følges mandligheden i kropslig i form af en person. Og det var mest hensigtsmæssigt og passende at dette skulle ses som en bevægelse opad.
Subjektgørelsen af kroppen i forhold til det spirituelle kan sandt forstås på en måde, gennem erfaring af den spirituelle aktivitet beskrevet i denne bog, af dem som påtager sig denne aktivitet. For når en sjæl indtrængende går ind i denne aktivitet, ubemærket af den kontemplative selv, vil kroppen som før han begyndte måske hældte lidt nedad til den ene side eller den anden for den sags skyld for at opnå fysisk veltilpashed, med det samme, rette sig op gennem den spirituelle kraft, og derefter er der lighed mellem den kropslige aktivitet og aktiviteten på det spirituelle niveau. Og det er fuldstændig hensigtsmæssigt at det skal være sådan.
Det er på den konto at det er passende at mennesker, de smukkeste skabninger Gud nogensinde skabt i en krop, er ikke skabt til at bøje sig mod jorden, som dyrene, men opad mod himlen, sådan at de kropsligt symboliserer lighed med sjælens spirituelle aktivitet, som må være spirituelt oprejst og ikke spirituelt bøjet. Bemærk at jeg siger spirituelt, og ikke fysisk oprejst. Hvordan skulle en sjæl, som af natur på ingen måde er fysisk, kunne blive rejst opad i en kropslig forstand? Nej, sådan kan det ikke være.
Pas derfor på, at du ikke på en kropslig måde forstår, hvad der menes spirituelt, selvom det bliver udtrykt i kropslige ord, som OP eller NED, IND eller UD, BAGVED eller FORAN, PÅ EN SIDE eller DEN ANDEN SIDE. For uanset hvor spirituelt noget end måtte være i sig selv. Alligevel, hvis der tales om det, givet at tale er en kropslig aktivitet udført af tungen, et kropsligt organ, må det altid tales i kropslige ord. Men følger det deraf, at det derfor vil blive modtaget og forstået på en kropslig måde? - Nej, men spirituelt.
62. Kapitel
For at gøre dig i stand til bedre bedre at vide hvordan du skal forstå spirituelle ord som tales på kropslig facon, vil jeg prøve at forklare den spirituelle signifikans af nogle af de ord som relaterer til spirituel aktivtet, sådan at du ganske klart og uden fejl kan vide hvornår din spirituelle aktivitet er under dig og udenfor dig, når den er inde i dig og på niveau med dig, og når den er over dig og under Gud.
Enhver kropslig ting er udenfor din sjæl og under den i natur. Ja, solen og månen og alle stjernerne, selvom de er over din krop, er de ikke desto mindre under din sjæl.
Alle engle og alle sjæle, selvom de omdannes ved nåde og er prydet med dyder, sådan at de er over dig i renhed, er ikke desto mindre på niveau med din sjæl.
Inde i dig selv er af natur din sjæls fakulteter, de tre primære fakulteter, som er bevidsthed, fornuft og vilje, og de sekundære fakulteter fantasi og sanse opfattelse.
Over dig selv af natur er der ingenting andet end Gud.
Når du finder "dig selv" nævnt i spirituelle skrifter, bør det altid forstås som din sjæl og ikke din krop, og værdien og naturen af de aktiviteter der er i din sjæls fakulteter må bedømmes i overenstemmelse med hvad der er for objektet de arbejder på, hvad enten under dig, inde i dig eller over dig.
63. Kapitel
Bevidsthed i sig selv er sådan et slags fakultet, at det så at sige ikke har nogen egentlig aktivitet i sig selv. Men fornuft og vilje er både aktive fakulteter, og lige sådan også fantasi og også sanse opfattelse. Bevidsthed rummer og omfavner i sig selv de fire fakulteter og deres aktiviteter, og det kan ikke siges at være aktivt medmindre det den rummer de andre er en aktivitet. Det er derfor jeg kalder nogle af sjælens fakulteter primære og nogen sekundære: Ikke fordi sjælen er opdelelig, det kan ikke være sådan, men på grund af objekterne på hvilket fakulteter arbejder er delelige, er nogen (spirituelle ting) primære , og andre (kropslige ting) sekundære. De to primære aktive fakulteter, fornuft og vilje, arbejder fuldstændig selvstændigt i alle spirituelle ting, uden hjælp fra de to sekundære fakulteter. Som hos dyr, arbejder fantasi og sanse opfattelse gennem de kropslige sanser, og alle kropslige ting, hvad enten disse er fysisk tilstede eller ej: men ved dem alene, uden hjælp fra fornuft og vilje, kan sjælen aldrig opnå viden om dyderne og karakteristika ved kropslige skabninger, eller om årsagen til deres væren og skabelse.
Dette er grunden til at fornuft og vilje kaldes primære fakulteter, fordi de arbejder spirituelt rent, uden nogen form for kropslighed, og derfor fantasi og sanse opfattelse kaldes sekundære, fordi de arbejder i kroppen ved hjælp af kropslige instrumenter, især de fem sanser. Bevidsthed kaldes det primære fakultet fordi det indeholder i sig selv spirituelt ikke bare de andres kraft, men også alle objekter på hvilket de arbejder. Du kan opleve dette erfaringsmæssigt.
64. Kapitel
Fornuft er faktultetet vi anvender til at skelne mellem godt og ondt, dårligt fra værre, godt fra bedre, værre fra værst, og bedre fra bedst. Tidligere, før mennesket syndede, kunne fornuften gøre alt dette arbejde fra naturens hånd, men nu er den så blindet af synden, at den ikke kan udføre dette arbejde, medmindre den bliver oplyst ved nåde. Og både fornuften selv og det den arbejder med bliver omfavnet og rummet i bevidstheden.
Viljen er det fakultet vi bruger når vi vælger godt efter det er blevet bestemt af fornuften, og ved hvilket vi elsker Gud, ønsker Gud, og til sidst hviler i Gud med komplet glæde og samtykke. Før menneskeheden syndede, kunne viljen ikke bedrages i dens valg, dens kærlighed, eller nogen af dens andre aktiviteter, for så var den i stand til af natur at begribe alt hvad den var, men nu kan den ikke gøre sådan, medmindre den er indviet af nåde. For ofte, gennem syndens indflydelse, optager den lige godt noget der er ondt og kun har udseende, som om det er godt. Og både viljen og det som viljen indeholder er omfavnet af bevidstheden.
65. Kapitel
Forestillingsevne er fakultetet med hvilket vi former billeder af alle fraværende og tilstedeværende ting; og både den og det den arbejder på er rummet i bevidstheden. Før menneskeheden syndede, var forestillingsevnen lydig overfor fornuften (til hvilket den er, som den var, en tjener) sådan at den aldrig forsynede den med noget forvrænget billede af et kropsligt objekt eller nogen vrangforestilling af spirituelle objekter! men sådan er det ikke nu. Medmindre den er kontrolleret af nådens lys i fornuften, vil den aldrig ophøre, sovende eller vågen, med at danne fremmede og uorganiserede billeder af kropslige objekter, eller nogen vrangforestillinger eller andet, hvilket ikke er andet end kropslig forestilling om noget spirituelt eller en spirituel forestilling om noget kropsligt. Dette er altid vildledende og falsk, og er sammenhængende med fejl.
I dem som for nyligt har vendt sig fra verden til hengivenhed, kan denne ulydighed fra forestillingsevnen genkendes tydeligt når de beder. For indtil den tid kommer når forestillingsevnen i vid udstrækning kontrolleres af nådens lys i fornuften - som den bliver ved kontinuerlig meditation over spirituelle sager, sådan som deres egen syndighed, passionen, og Gud, vores Herres venlighed, og mange andre lignende emner - de er temmelig meget ude af stand til at tilsidesætte de mærkelige og fremmede tanker, vrangforestillinger og billeder som bliver leveret og indprintet i deres sind i opfindsomhedens og fantasiens lys. Al denne ulydighed er straffen for arvesynden.
66. Kapitel
Sanse-opfattelse er et fakultet i sjælen som udvider sig ind i og styrer de kropslige sanser, og ved hvilket vi har en viden om kroppen og fornemmelser af alle kropslige objekter, hvad enten behagelige eller ubehagelige. Den har to dele, en ved hvilket den plejer kroppens behov, en anden ved hvilket den tjener de kropslige sansers appetit. Det er i dette fakultet vi ærgrer os når kroppen mangler ting som er nødvendige for den, og også: for at lindre behovet, bevæger os til at tage mere end vi har behov for, for at glæde og opmuntre vores appetit. Det ærgres når det mangler de ting som behager det, og tager livligt glæde i deres tilstedeværelse. Det ærgres over tilstedevær af ting som ikke behager det, og finder livlig glæde i deres fravær. Både dette fakultet og dets objekter rummes i bevidstheden.
Før menneskeheden syndede, var sanse-opfattelse så lydig overfor viljen (overfor hvilket den er, som den var, en tjener) at den aldrig forsynende den med nogen uorganiserede behag eller ubehag ved noget kropsligt objekt, eller nogen spirituel illusion om behag eller ubehag skabt i den kropslige forstand af en spirituel fjende; men sådan er det ikke nu. Medmindre det e styret af nåde i viljen, for at få det til at udholde sagmodig og kontrollere straffen for arve synden godt, (hvilket den føler når den borttaget fra det behag den har brug for, og ved tilstedeværelse af de ubehag der giver den profit), og for at kontrollere dens appetit i tilstedeværelse af de behag den har behov for, og den livlige glæde i fraværet af de ubehag som profiterer den, vil den svælge så elendigt og tankeløst i denne verdens luksus og i det modbydelige kød, som et svin i mudderet, at hele vores måde at leve vil være bastialsk og kødelig mere end menneskelig og spirituel.
67. Kapitel
Spirituelle ven, gennem synd er vi faldet ind i den elendighed du kan se omkring dig, er det så overraskende hvis vi blindt og let bedrages i forhold til at forstå spirituelle ord og spirituel aktivitet? - særlig dem af os som ikke endnu kender vores sjæls fakulteter og måden de arbejder på. For når din bevidsthed er beskæftiget med hvad som helst kropsligt, til uanset hvor godt et formål, er du i denne aktivitet under dig selv og uden for din sjæl. Og når du fornemmer din bevidsthed er optaget af subtile aspekter af din sjæls fakulteter og deres aktiviteter i spirituelle sager, som for eksempel dine egne laster eller dyder, eller dem hos noget væsen som er spirituelt på niveau med dig fra naturens hånd, så er det endepunkt at du bør lære ved hjælp af denne aktivitet at kende dig selv og på denne måde komme nærmere perfektion, så er du i dig selv og på niveau med dig selv. Men når du føler din bevidsthed er fokuseret på intet kropsligt eller spirituelt, men kun Guds egen substans, som den er og kun kan blive fokuseret på gennem praksis i aktiviteten beskrevet i denne bog, så er du over dig selv og under Gud.
Du er over dig selv, fordi du har succes med ved nåde at opnå, hvad du ikke kan opnå fra naturens hånd, det er, at blive forenet spirituelt med Gud, i kærlighed, og i harmoni med viljen. Du er under Gud, fordi selv om det kan siges at på en måde, i sådanne øjeblikke er Gud og dig ikke to, men en spirituelt - i en sådan udstrækning at du eller enhver anden som oplever perfektionen i denne aktiveitet, kan sandt, som skriften vidner om, kaldes en Gud på denne forenings konto - ikke desto mindre er du stadig under ham. Han er af natur Gud uden begyndelse; og du var på samme tid ikke noget af substans, og hvad mere, ved hans kraft og kærlighed blev du gjort til noget, gjorde du frivilligt dig selv værre end noget ved synd. Ved hans barmhjertighed alene, uden din egen fortjeneste, bliver du gjort Gud ved nåde, uadskillelig forenet med ham spirituelt, både her på jorden og evigt i himlens fryd. Derfor, selvom du virkelig er en med ham ved nåde, er du stadig meget langt under ham af natur.
Spirituelle ven, fra dette kan du se at mindst nogen af dem som ikke kender deres egen fakulteter i deres sjæl og måden de arbejder på meget nemt kan blive bedraget i forståelse af ord som er skrevet med et spirituelt formål. Og derfor ser du noget af årsagen til at jeg ikke tør bede dig om at vise dine ønsker til Gud, men presser på forat du skal gøre hvad du kan, som et barn, for at skjule og forsegle det. Og jeg gør dette af frygt for at du skal fortolke det som er ment spirituelt på en kropslig måde.
68. Kapitel
Lige sådan ville en anden sige til dig, at du skal samle dine fakulteter og dine sanser helt inde i dig selv, og prise Gud der; og selv om han talte godt og sandt (ja, ingen mand mere sandt; hvis han blev forstået rigtigt), alligevel, af frygt for at du skulle blive vildledt og forstå hans ord på en kropslig måde, ville jeg ikke bryde mig om at fortælle dig du skal gøre sådan. Istedet for, er dette hvad jeg vil fortælle dig. Vær sikker på at du på ingen måder er inde i dig selv; og for at være kortfattet, jeg vil ikke have du skal være uden for dig selv, eller over, eller bagved, eller på en side, eller den anden.
"Hvor skal jeg så være?, spørger du. "Ingen steder, efter hvad du siger!" Sandelig du har ret: Det er hvor jeg gerne vil have dig, fordi ingensteder i kroppen er alle steder spirituelt.Pas rigtig godt på, at dit spirituelle arbejde ikke er noget sted i kroppen; og så, hvor end det objekt som dit sinds aktivitet er fokuseret på måtte være i substans, der vil du helt sikkert være spirituelt, så sandt som din krop er på det sted, hvor du er fysisk tilstede. Og selvom dine kropslige sanser er ude af stand til at finde noget der glæder dem, fordi det virker for dem som om du ikke gør noget, arbejd videre i dette ingenting, så længe du gør det af kærlighed til Gud. Så giv ikke op, men arbejd ivrigt i dette ingenting med et aldrig sovende ønske, længtes efter at have Gud, hvem ingen kan kende; for jeg fortæller dig ærligt at jeg hellere vil være ingesteder i kroppen, kæmpende med det usynlige ingenting, end at være en så stor herre som jeg kunne, da jeg ønskede at være overalt i kroppen, nydende mig selv glædeligt med dette noget, som en herre med hans ejendomme.
Opgiv dette overalt og dette noget, til fordel for dette ingensted og dette ingenting. Lad være med at bekymre dig, vis dine sanser ikke har viden om dette ingenting: ærligt, jeg elsker det så meget desto mere af den grund. De har ingen viden om det, fordi der er noget meget nobelt: i sig selv. Dette ingenting kan bedre føles end ses, for det er ret obskurt og ret mørkt for dem som kun har set på det i kort tid; alligevel, for at beskrive det mere præcis, ved at erfare det bliver sjælen blindet i overflod af spirituelt lys mere end mørke eller mangel på kropsligt lys. Hvem er det som kalder det ingenting? Det er vores ydre mand, helt sikkert, ikke den indre. Vores indre mand kalder det alting; for fra den lærer han nemt at have viden om alle ting, kropslige eller spirituelle, uden særlig hensyn til nogen ting i selv.
69. Kapitel
Dine følelser vil være ekstraordinært varierende når den spirituelle oplevelse af dette ingenting foregår ingen sted. Første gang sjælen ser på det, vil den finde billeder af alle de specifikke syndige gerninger, hvor end hemmelige eller obskure, som han nogensinde har begået i krop og sjæl siden han blev født. Og uanset hvor meget han vender og drejer det, vil de altid fremkomme foran hans øjne, indtil tiden kommer, når, med meget hårdt arbejde, mange triste syn, og mange bitre tårer, han har gnedet de fleste af dem væk.
I denne pine virker det for ham til tider, at se på det er ligesom at se ind i helvede, for han føler han fortvivlet ikke kan komme ud af smerten, for at ankomme til perfektionen i spirituel hvile. Mange kommer så vidt, men på grund af intensiteten af smerten de føler, og på grund af manglende behag, vender de tilbage for at se til verdslige sager, søgende ydre kødeligt behag i stedet for et spirituelt behag de endnu ikke har fortjent, som de ville have gjort, hvis de havde holdt ud.
For enhver som holder ud føler behag nogen gange, og har noget håb om perfektion, for han føler og ser mange af de specifikke synder han har begået, ved hjælp af nåde, i vid udstrækning gnides bort. Han holder ikke op med at føle smerte fra tid til anden, men han tænker det vil få en ende, fordi det altid bliver mindre og mindre, og så kalder han det ikke helvede men skærsilden. Nogen gange kan han ikke finde en specifik synd skrevet ind på det, alligevel synes den synd som en klump, han ved ikke hvad, intet andet end ham selv; og så kan det kaldes forvirring og smerte fra arvesynden. Nogen gange virker det som paradis eller himlen, på grund af de mange vidunderlige sødmer og behag, glæde og velsignede dyder, som han finder i det. Nogen gange ser det ud som Gud, på grund af den fred og hvile, som han finder i det.
Nå, lad ham tænke hvad han vil, for han vil altid finde at det er en sky uden viden, som er mellem ham og Gud.
70. Kapitel
Så arbejd hårdt i denne ingenting og dette ingen sted, og læg dine ydre kropslige sanser og det de arbejder på bag dig, fordi jeg i sandhed fortæller dig at dette arbejde kontemplation virkelig ikke kan forstås med dem. Med dine øjne kan du ikke opfatte andet end længde og bredde, om det er småt eller stort, rundt eller firkantet, tæt på eller langt væk, og farve; med dine ører, kun støj eller en anden slags lyd; med din næse, kun parfume eller stank; med din smag kun surt eller sødt, salt eller friskt, bittert eller behagende; og med din berøring kun varmt eller koldt, hårdt eller blødt, rund eller skarp. Og i sandhed hverken Gud eller spirituelle ting besider nogle af disse kvaliteter. Så læg dine ydre sanser bag dig, og arbejd ikke med dem, hverken indefra eller udefra. Alle dem der sigter mod at arbejde med kontemplation indadtil, og antager at de vil høre, se, smage eller røre spirituelle ting, enten inde i eller uden for dem selv, bliver helt sikkert bedraget og arbejder forkert, mod naturens orden. For fra naturen er sanserne lavet så vi ved dem kan have viden om alle ydre kropslige ting, og overhovedet ikke så vi kan komme til at kende spirituelle ting. Jeg mener at ved deres aktivitet kan vi ikke opnå sådan viden. Ved deres ophør kan vi få det: for eksempel, når vi læser om visse ting, eller hører dem diskuteret, og genkender at vores ydre sanser ikke kan fortælle os hvad de er med nogen af deres kvaliteter, så kan vi være helt sikre på at de er spirituelle og ikke kropslige ting.
På et spirituelt niveau sker det indadtil på samme måde med vores spirituelle sanser, når vi kæmper for at opnå viden om Gud selv. Uanset hvor meget spirituelt forståelse en person kan have af viden om alle skabte spirituelle væsner, stadig kan han ved hans forståelses arbejde aldrig opnå viden om et uskabt spirituelt væsen - hvilket er Gud alene. Ved svigt af forståelsen kan han gøre det, fordi i den ene ting i hvilket den fejler, er intet andet end Gud alene. Det var af denne grund St Denis sagde: "Den mest guddommelige viden om Gud er den som bliver kendt igennem ignorance".
Sikkert, enhver som vil fordybe sig i St Denis bøger vil finde at disse ord klart bekræfter alt hvad jeg har sagt eller vil sige, fra begyndelsen af denne afhandling til slutningen. Så vidt det angår mig, ønsker jeg ikke at citere ham af nogen anden grund, eller citere nogen anden autoritet på dette tidspunkt. Engang, troede folk det var ydmyghed ikke at sige noget med deres egne ord, medmindre det var bekræftet i skrifternes ord eller af autoritære lærere, men nu er denne praksis skiftet ud med opfindsomhed og udvisning af dygtighed. For dig er det unødvendigt, og derfor gør jeg det ikke. For "Ham der har ører at høre med, lad ham høre" og han som er bevæget til at tro, lad ham tro - for ellers vil de ikke høre eller tro.
71. Kapitel
Nogen tænker på dette område som så hårdt og skræmmende, at de siger, det ikke kan opnås bortset fra efter stor og arbejdsom indsats, og det kan sjældent gribes, og da kun i øjeblikke med ekstase. Til disse mennesker vil jeg svare, selv om det måske er svagt, med det udsagn at det er alt sammen som Gud giver og disponerer, i forhold til de sjæles kapacitet som ved nåde gives kontemplation og spirituel aktivitet.
Der er nogen som ikke kan opnå det uden stor og lang spirituel øvelse, og selv da vil det kun være sjældent, og når særligt indkaldt af vores Herre, at de vil opleve perfektionen i denne aktivitet: denne indkladelse kaldes ekstase. Og der er nogen der er så raffineret i nåde og i ånden, så intime med Gud i denne nåde i konrtemplation, at de kan have det når de ønsker det, i almindelige stadier i den menneskelige sjæl, siddende, gående, stående eller knælende. Alligevel på samme tid har de fuld og bevidst beskæftigelse af alle deres sanser, kropslige eller spirituelle, og kan bruge dem hvis de ønsker - ikke uden nogen besvær, men uden større besvær. Moses viser et eksempel på den første, og Aaron, præsten af templet, på den anden.
For kontemplationens nåde er symboliseret ved pagtens ark i den game lov, og de som arbejder i denne nåde er symboliseret ved de som er mest i kontakt med denne ark, som skrifternes historie vidner om. Nåden og arbejdet kontemplation sammenlignes godt med denne ark, for lige som juvelerne og relikvierne i templet blev indeholdt i arken, så er også alle dyderne i den menneskelige sjæl, hvilket er Guds spirituelle tempel, som rummes i dette lille kast af kærlighed.
Før Moses kunne få arken at se og vide hvordan den skulle laves, klatrede han op på toppen af bjerget ved stor og langvarig indsats, og blev der og arbejdede i skyen i 6 dage, og blev indtil den syvende dag, hvor vores Herre ville nedlade sig til at vise ham den måde på hvilket arken skulle laves. Ved Moses langvarige indsats og den forsinkede åbenbaring til ham kan de forstås som ikke kan opnå perfektion i dette spirituelle arbejde bortset fra efter langvarig indsats, og da kun sjældent, og kun når Gud nedlader sig til at afsløre det. Men hvad Moses kun sjældent kan se, og ikke uden nogen stor og langvarig indsats, havde Aaron i sin magt , på grund af hans præsteembede, at se ind i templet indenfor sløret så ofte som han valgte at gå derind. Ved Aaron forstås alle dem om hvem jeg talte, de, som ved deres spirituelle evner og ved hjælp af nåde, kan have perfektionen af dette arbejde så ofte det behager dem.
72. Kapitel
Derfra kan du se at en som ikke kan komme til at se og føle perfektionen af denne aktivitet kontemplation, bortset fra ved en stor indsats, og da kun sjældent, nemt kan blive bedraget hvis, ved at tale og tænke om andre, han dømmer dem i forhold til hans egen oplevelse, antagende at også de kun sjældent kan opnå det, og da ikke uden stor indsats. Og en som kan have det når han ønsker kan blive bedraget på samme måde, hvis han dømmer alle andre i overenstemmelse hermed og siger de også kan have det når de ønsker. Opgiv dette: sandt, sådan bør man ikke tænke om det. Måske, når det behager Gud, kan dem som til en start kun sjældent har det, og da ikke uden stor indsats, bagefter have det, når de ønsker, så ofte det behager dem. Et ekspempel på dette er givet ved Moses, som først på bjerget kun sjældent kunne se hvordan arken var, og ikke uden stor indsats; og efterfølgende så han den så ofte som det behagede ham i dalen.
73. Kapitel
Der var tre mænd som overvejende berørte det gamle testamentes ark: Moses, Beseleel og Aaron. Moses lærte på bjerget fra Herren hvordan den skulle laves; Beseleel formede og lavede den i dalen, efter det mønster der blev afsløret på bjerget; og Aaron havde den i sin varetægt i templet, hvor han kunne røre og se den så ofte som han ville.
På samme måde som disse tre, har vi fordel af nåden ved kontemplation på tre måder. Nogen gange har vi kun fordel ved nåde, og så kan vi sammenlignes med Moses, som på trods af al hans klatren og indsats på bjerget kun sjældent kunne se den, og synet blev kun givet gennem en åbenbaring af vores Herre, da det behagede ham at afsløre den, og ikke fordi han havde fortjent det ved sin indsats. Nogen gange har vi fordel af denne nåde sammen med vores egne spirituelle evner, hjulpet af nåde, og så kan vi sammenlignes med Beseleel, som ikke kunne se arken indtil han ved sin egen indsats havde lavet den, hjulpet af det mønster der blev afsløret for Moses på bjerget. Og nogengange har vi fordel af denne nåde ved at undervise andre, og så kan vi sammenlignes med Aaron, som havde den i hans varetægt, og var vandt til at se og røre ved arken når han ville, den ark som Beseleel tidligere havde formet og gjort klar til hans hænder.
Spirituelle ven, ved dette arbejde kontemplation, selv om det er barnligt og ignorent beskrevet, og selv om jeg er en stakkel ikke værdig til at undervise nogen, bærer jeg Beseleels værg, som hvis jeg gjorde denne ark til brug for dig og forklarer hvordan den er. Men du kan arbejde meget bedre og mere værdigt end jeg hvis du ville være Aaron - det der for at sige, hvis du vil arbejde kontinuerligt med kontemplation for dig selv og for mig. Så gør det, jeg beder dig, af kærlighed til almægtige Gud; og siden vi begge er kaldet af Gud til denne aktivitet kontemplation, jeg bønfalder dig af kærlighed til Gud at fuldføre din andel, hvad der mangler på min.
74. Kapitel
Hvis det virker for dig som om denne form for aktivitet ikke er i overensstemmelse med dig i din væren i krop og sjæl, opgiver du den måske og påtager dig en anden vej uden bebrejdelser, efter vejledning fra en pålidelig spirituel rådgiver. I det tilfælde, beder jeg dig tilgive mig, for i dette skrift ønsker jeg virkelig at give dig god hjælp, efter det bedste af mine ydmyg evner, og det var mit formål. Så læs det igennem to eller tre gange - jo oftere, jo bedre, og jo mere af det vil du forstå, så et emne du fandt meget svært ved første, eller anden læsning vil bagefter synes ret nemt for dig.
Med vished, i følge min forståelse synes det umuligt at en sjæl som gives denne aktivitet skulle læse eller tale om den, eller høre den læst eller diskuteret, uden følelse mens man gør det i sand overensstemmelse med formålet af dette arbejde. Og så, hvis det synes godt for dig, tak Gud fra hjertet, og af Guds kærlighed bed for mig.
Gør det, og jeg beder dig af ægte kærlighed til Gud at ikke lade nogen se denne bog bortset fra dem som ser ud for dig til at være egnede til det, i oversenstemmelse med hvad du kan finde skrevet tidligere i denne bog, hvor der står, hvem der bør påtage sig denne aktivitet og hvornår. Og hvis du lader sådanne mennesker se den, beder jeg dig påskynde dem at tage sig tid til at læse den igennem. For den kan måske rumme indhold i begyndelsen, eller midten hvilket er efterladt indkomplet og ikke fuldt forklaret hvor det står; men hvis ikke der, så forklaret hurtigt bagefter, og ellers i slutningen. Så, hvis nogen så en del og ikke den anden, ville han måske hurtigt ledes ind i fejl; og derfor beder jeg dig gøre som jeg siger.
Og hvis det synes for dig som der er noget materiale i den du gerne vil have mere fuldt udlagt, lad mig vide hvad det er og dine ideer om det, og jeg vil forbedre det hvis jeg kan, efter min ydmyg evne.
Jeg ønsker ikke at denne bog skal ses af verdslige snakkesagelige, flatterende og kritikere, sladderhanke eler snik-snakere, for det var aldrig min intention at skrive sådanne sager til dem. Derfor ønsker jeg ikke at blive hørt af dem, eller af nogen drevet af ren nysgerrighed, hvad enten uddannede eller uuddannede, selv om de måtte være mennesker som lever ægte gode liv; for det har ikke noget med dem at gøre.
75. Kapitel
Ikke alle som læser denne bog, eller hører dens emne læst eller diskuteret, og finder at hvad de læser og hører er behageligt, er kaldet af Gud til at påtage sig denne aktivitet, bare på grund de oplever sig behageligt bevæget mens de læser. For denne bevægelse kommer måske mere fra naturlig nysgerrighed mere end dirigeret af nåde. Hvis de vil teste hvor bevægelsen kommer fra, alligevel, kan de teste det på den følgende måde hvis de vil. Først lad dem undersøge om de har gjort deres bedste på forhånd, forberedt dem selv på det ved at rense deres samvittighed i henhold til den Hellige Kirkes bedømmelse og med enighed fra deres rådgivere. Hvis det er sådan, er alt godt så vidt. Men hvis de ønsker at vide mere præcist, lad dem undersøge om det altid presser sig på i deres sind, mere vanemæssigt end nogen anden slags spirituel øvelse. Og hvis det ser ud til der ikke er noget de gør, i krop eller spirituelt, som gøres godt nok til at tilfredsstille deres bevidsthed andet end dette hemmelige lille kast af kærlighed, som det var den spirituelle krone af alt deres arbejde - hvis det er hvad de føler , så er det tegn på at de er kaldet af Gud til at gøre dette arbejde, og helt sikkert ikke på anden måde.
Jeg siger ikke at det altid vil være og vare ved kontinuerligt i sindet hos alle dem som engagerer sig i denne aktivitet. Nej, sådan er det ikke. Af mange grunde, den ægte følelse trækkes jævnligt tilbage fra en ung spirituel lærling i kontemplation: nogen gange så han ikke skal antage for stor fortrolighed med det og antage at der er en stor del ved hans egen kraft, at have det når han ønsker, og som det behager ham. Sådan er tro ville være stolthed; og når følelsen af nåde trækkes tilbage, er stolthed uværligt årsagen - ikke altid stolthed der eksisterer, men stolthed som ville udvikles hvis følelsen af nåde ikke blev trukket tilbage. Som også nogle unge fjolser der jævnligt antager at Gud er deres fjende, når han fuldstændig er deres ven. Nogen gange trækkes den tilbage på grund af deres ligegyldighed, og når det sker føler de hurtigt derefter den mest bitre smerte som plager dem rigtig meget. Nogen gange vil vores Herre forsinke den i henhold til en plan, fordi han ved forsinkelsen ønsker at få den til at vokse og blive holdt i større agtelse, når hvad der en gang var tabt, findes på ny, og føles igen. Dette er et af de højeste og mest pålidelige tegn ved hvilket en sjæl kan kende om den er kaldet til at påtage sig dette arbejde eller ej. Hvis han efter en sådan forsinkelse og sådan et langvarigt fravær af denne aktivitet føler, når den kommer pludseligt, som det gør, uden hjælp fra nogen mellemniveauer, at han så har et mere brændende ønske og en større kærligheds længsel efter at påtage sig denne aktivitet end han nogensinde før har haft. - Så meget at jeg tror han ofte har mere glæde i at finde den end han nogensinde havde sorg over at miste den - hvis det er sådan, er det virkelig et sandt og utvivlsomt tegn på han er kaldet af Gud til at påtage sig denne aktivitet, hvad end han måtte være eller måtte have været.
For Gud med hans barmhjertige øjne betragter ikke hvad du er, eller hvad du har været, men hvad du ønsker at være, St Gregory bærer vidne på "Alle hellige ønsker vokser ved forsinkelse; og hvis de bliver mindre ved forsinkelse, var de aldrig hellige ønsker". Hvis nogen føler mindre og mindre glæde i igen at finde hans tidligere antagede ønske pludseligt nærværende, selv om de kan kaldes naturlige ønsker for det der er godt, var de godt det samme ikke hellige ønsker. Vedrørende hellige ønsker, St Augustine siger at "Hele en god kristens liv er intet andet end et helligt ønske".
Farvel, spirituelle ven, i Guds velsignelse og min. Jeg bønfalder mægtige Gud at ægte fred, sundt råd, og spirituel trøst i Gud med rigelighed af nåde, må for evigt være med dig og alle Guds elskede på jorden, Amen.
Her slutter skyen uden viden.
